SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Februar 2015

EMBARGO

KLAUSULERET TIL OFFENTLIGGØRELSE 20. februar 2015 kl. 15.00 CET

Ekstern kommunikation

Offentligt sammendrag af de pengepolitiske drøftelser 21.-22. januar 2015

Den 18. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet det offentlige sammendrag af drøftelserne på det pengepolitiske møde 21. og 22. januar 2015. Første udgave af dette nye produkt i ECB's kommunikation, der har til formål at øge åbenheden omkring Styrelsesrådets pengepolitiske drøftelser, blev i går offentliggjort på ECB's websted sammen med en pressemeddelelse. Sammendraget vil normalt blive offentliggjort fire uger efter det pågældende pengepolitiske møde.

Markedsoperationer

ECB's retningslinje om gennemførelse af pengepolitikken

Den 19. december 2014 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2014/60 om gennemførelse af Eurosystemets pengepolitiske ramme. Den nye retningslinje konsoliderer, forenkler og fremmer overskueligheden af Eurosystemets eksisterende overordnede ramme for gennemførelsen af pengepolitikken. Retningslinjen findes sammen med en pressemeddelelse herom på ECB's websted og gælder medmindre andet er fastsat fra 1. maj 2015.

Ændringer vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, der udstedes eller garanteres af Den Hellenske Republik

Da det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at antage, at revisionen af Den Europæiske Unions og Den Internationale Valutafonds program for Den Hellenske Republik vil blive afsluttet med et positivt resultat, og i overensstemmelse med Eurosystemets gældende regler, besluttede Styrelsesrådet 4. februar 2015 at fjerne den undtagelse, der gælder for omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af Den Hellenske Republik. Undtagelsen gjorde det muligt at anvende disse instrumenter i Eurosystemets pengepolitiske operationer, selv om de ikke opfyldte minimumskravene til kreditvurdering. Gennemførelsesretsakten i denne forbindelse, afgørelse ECB/2015/6 om belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af Den Hellenske Republik, blev vedtaget 10. februar 2015 og findes på ECB's websted.

ECB's afgørelse om foranstaltninger vedrørende målrettede langfristede markedsoperationer

Den 10. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2015/5 om ændring af afgørelse ECB/2014/34 om foranstaltninger vedrørende målrettede langfristede markedsoperationer. Afgørelsen omfatter den foranstaltning, Styrelsesrådet vedtog 22. januar 2015 om at fjerne spændet på 10 basispoint over renten ved de primære markedsoperationer for målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO), som vil blive gennemført mellem marts 2015 og juni 2016. Afgørelsen er offentliggjort på ECB's websted.

ECB's afgørelse om ophævelse af retsakter vedrørende Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse

Den 18. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2015/9, som pr. 1. maj 2015 ophæver afgørelse ECB/2013/6 om reglerne for anvendelse af udækkede statsgaranterede bankobligationer, der anvendes til eget brug, som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, afgørelse ECB/2013/35 om yderligere foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed og artikel 1, 3 og 4 i afgørelse ECB/2014/23 om forrentningen af indlån, saldi og beholdninger af overskudsreserver. Afgørelse ECB/2013/6 og artikel 1 i afgørelse ECB/2014/23 er blevet indarbejdet i retningslinje ECB/2014/60, der træder i kraft pr. 1. maj 2015. Artikel 3 og 4 i afgørelse ECB/2014/23 er blevet indarbejdet i henholdsvis retningslinje ECB/2012/27 og retningslinje ECB/2014/9.

Betalingssystemer og markedsinfrastruktur

Udnævnelse af medlemmerne af T2S Board

I overensstemmelse med afgørelse ECB/2012/6 om oprettelse af et råd for Target2-Securities udnævnte Styrelsesrådet medlemmerne af T2S Board den 21. januar 2015. Sammensætningen af T2S Board er blevet offentliggjort på ECB's websted.

Ad hoc-vurdering af et link i forhold til standarderne for brugen af værdipapirafviklingssystemer i Eurosystemets kreditoperationer

Den 5. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet det direkte link fra Euroclear Bank til Centrálny depozitár cenných papierov SR, a.s. (CDCP) til brug i Eurosystemets kreditoperationer. Den samlede fortegnelse over godkendte links findes på ECB's websted.

Undersøgelse af korrespondentbankvirksomheden i euro

Den 5. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af "Ninth survey on correspondent banking in euro", som er udarbejdet af Betalingsformidlingskomitéen (PSSC), der er én af Eurosystem-/ESCB-komitéerne. Undersøgelsen bekræftede, at korrespondentbank-virksomhed fortsat er vigtig for behandlingen af betalingstransaktioner i euro. Ligesom i tidligere undersøgelser udgjorde de betalinger, der behandles af korrespondentbankerne både et meget stort antal og repræsenterede en meget stor værdi. Undersøgelsen offentliggøres snart på ECB's websted.

Rapport om virtuelle valutaordninger

Den 5. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af en rapport om virtuelle valutaordninger, som var blevet udarbejdet af Betalingsformidlingskomiteen (PSSC). I forhold til den foregående rapport, der blev offentliggjort i oktober 2012, indeholder denne rapport en analyse af den seneste udvikling inden for virtuelle valutaordninger og navnlig deres rolle i detailbetalinger. Rapporten vil snart blive offentliggjort på ECB's websted.

Eurosystem Oversight Report 2014

Den 6. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet "Eurosystem Oversight Report 2014", som var blevet udarbejdet af Betalingsformidlingskomiteen (PSSC). I rapporten beskrives ECB's og euroområdets nationale centralbankers overvågningsaktiviteter i perioden 2011 til juni 2014. Rapporten vil snart blive offentliggjort på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om gennemgangen af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis mission og organisation

Den 4. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/4.

ECB's udtalelse om en ny retlig ramme for produktionen af officielle statistikker i Litauen

Den 6. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/5 på anmodning af det litauiske finansministerium.

ECB's udtalelse om ændringer af statutten for Eesti Pank

Den 9. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/6 på anmodning af Eesti Pank.

Corporate governance

ECB's henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Latvijas Banka

Den 3. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2015/3 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Latvijas Banka. Henstillingen er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

ECB's afgørelse om forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank

Den 12. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2015/8 om ændring af afgørelse ECB/2004/2 om vedtagelse af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank. Ændringerne tager højde for de specifikke krav, som ikke-indsigelsesproceduren stiller i henhold til artikel 26, stk. 8, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter. Afgørelsen vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

ECB's årsregnskab 2014

Den 18. februar 2015 godkendte Styrelsesrådet ECB's reviderede årsregnskab for regnskabsåret 2014. Årsregnskabet blev sammen med en pressemeddelelse herom offentliggjort på ECB's websted den 19. februar 2015. Ledelsens beretning 2014 blev offentliggjort sammen med ECB's årsberetning.

Banktilsyn

Afgørelser om litauiske kreditinstitutters signifikans

Den 26. januar 2015 besluttede Styrelsesrådet, at tre litauiske kreditinstitutter (AB DNB bankas, AB SEB bankas og Swedbank AB) skal betragtes som signifikante enheder i henhold til artikel 6, stk. 4, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter.

ECB's henstilling om politikker vedrørende udlodning af udbytte

Den 28. januar 2015 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2015/2 om politikker vedrørende udlodning af udbytte. Henstillingen omhandler politikkerne for bankernes udlodning af udbytte for regnskabsåret 2014 som led i bestræbelserne på at gøre banksystemet i euroområdet sikrere og sundere. Henstillingen er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

ECB's afgørelse om de betingelser, hvorunder kreditinstitutter har tilladelse til at inkludere foreløbige overskud eller overskud ved årets udgang i den egentlige kernekapital

Den 4. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2015/4 om de betingelser, hvorunder kreditinstitutter har tilladelse til at inkludere foreløbige overskud eller overskud ved årets udgang i den egentlige kernekapital. Afgørelsen gælder kreditinstitutter, som er underlagt ECB's direkte tilsyn, og fastsætter de betingelser, hvorunder ECB vil give kreditinstitutterne tilladelse til at inkludere foreløbige overskud eller overskud ved årets udgang i den egentlige kernekapital i henhold til artikel 26, stk. 2, litra a) og b), i forordning (EU) nr. 575/2013.

ECB's afgørelse om årlige tilsynsgebyrer

Den 11. februar 2015 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2015/7 om metoden og proceduren for fastsættelse og indsamling af data vedrørende de gebyrfaktorer, som anvendes ved beregningen af tilsynsgebyrer. Afgørelsen bliver offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt