SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Juli 2012

Markedsoperationer

Midlertidige foranstaltninger i forbindelse med anvendelsen af visse yderligere asset-backed securities som sikkerhedsstillelse i Eurosystemet

Den 28. juni 2012 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2012/11 om ændring af afgørelse ECB/2011/25 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed. Denne ændring udvider belånbarhedskriterierne for asset-backed securities som belånbar sikkerhed i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer. Afgørelsen blev samme dag offentliggjort på ECB's websted.

Foranstaltninger vedrørende anvendelsen af statsgaranterede bankobligationer som sikkerhedsstillelse i Eurosystemet

Den 3. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2012/12 om ændring af afgørelse ECB/2011/25 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed. Ændringen fastfryser statsgaranterede bankobligationer, der anvendes til eget brug, på det nuværende niveau og indebærer, at eventuelle efterfølgende anmodninger om at forhøje dette niveau, som skal være ledsaget af en finansieringsplan, kræver forudgående tilladelse fra Styrelsesrådet. Afgørelsen blev samme dag offentliggjort på ECB's websted.

Opfyldelse af Basel II-aftalens definition af misligholdelse

Den 4. april 2012 besluttede Styrelsesrådet, at ratingværktøjer, som pr. 31. maj 2012 ikke opfylder Basel II-aftalens definition af misligholdelse, ville blive udelukket som kilde til Eurosystemets rammer for kreditvurdering, indtil definitionen er opfyldt. I forlængelse af denne beslutning besluttede Styrelsesrådet den 5. juli 2012 indtil videre at udelukke følgende ratingværktøjer som kilde til Eurosystemets rammer for kreditvurdering: ICAP, Coface Serviços Portugal og Cerved.

Godkendelse af den tredje bølge af nationale rammer for yderligere gældsfordringer

I forlængelse af sin beslutning den 8. december 2011 om at gøre det muligt for de nationale centralbanker midlertidigt at acceptere yderligere ikke-misligholdte gældsfordringer, der opfylder specifikke kriterier for belånbarhed, som sikkerhed, vedtog Styrelsesrådet den 5. juli 2012 Bank of Greece’s forslag til rammer for yderligere gældsfordringer samt forslagene til udvidelse af rammerne for yderligere gældsfordringer, som Central Bank of Cyprus, Banco de Portugal og Banca d’Italia havde stillet. Nærmere oplysninger om disse rammer vil blive offentliggjort på ECB’s og den respektive nationale centralbanks websted.

Indførelse af oplysningskrav på lånniveau for asset-backed securities

Den 5. juli 2012 besluttede Styrelsesrådet at indføre oplysningskrav på lånniveau som et kriterium for belånbarheden af asset-backed securities (ABS) i Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse. Der bliver en 9-måneders overgangsperiode, inden rapporterings-standarderne for skabelonerne til rapportering på lånniveau skal være fuldstændig opfyldt. Overgangsperioden begynder den dag, hvor rapporteringen bliver obligatorisk for den enkelte ABS-aktivklasse. Styrelsesrådet fastsatte samtidig startdatoerne for rapportering på lånniveau for realkreditobligationer, securitisation af lån til små og mellemstore virksomheder og mortgage-backed securities med sikkerhed i erhvervsejendomme samt for billån-ABS, forbrugslån-ABS og leasing-ABS. Nærmere oplysninger findes i en pressemeddelelse, som blev offentliggjort på ECB's websted den 6. juli 2012.

Forbedret gennemsigtighed med hensyn til operationsdata

Den 6. juli besluttede Styrelsesrådet, at ECB på kvartalsbasis og i tabel- og figurform skal offentliggøre oplysninger om sikkerhedsstillelsen. Hidtil er denne information blevet offentliggjort i ECB's årsberetning, hvor den omfatter den belånbare sikkerhed, der anvendes til Eurosystemets operationer fordelt på aktivgruppe, niveauet af ekstra sikkerhedsstillelse og den stillede sikkerhed fordelt på aktivgruppe. Efter planen skal disse data første gang offentliggøres i september 2012.

Belånbarheden af obligationer udstedt eller garanteret af den græske stat

Tilbagekøbsordningen for omsættelige gældsinstrumenter udstedt eller fuldt ud garanteret af Den Hellenske Republik udløber den 25. juli 2012. Det er derfor indtil videre ikke muligt at anvende disse instrumenter som sikkerhed i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer. I overensstemmelse med de fastlagte procedurer vil Styrelsesrådet tage instrumenternes potentielle belånbarhed op til vurdering efter afslutningen på gennemgangen af Grækenlands fremskridt under det andet tilpasningsprogram, som Europa-Kommissionen i samarbejde med ECB og IMF for øjeblikket er i gang med. En pressemeddelelse herom samt retsakten (afgørelse ECB/2012/14) blev offentliggjort på ECB’s websted den 20. juli 2012.

Betalings- og afviklingssystemer

Retningslinje om Target2-Securities

Den 19. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet Retningslinje ECB/2012/13 om Target2-Securities (omarbejdning). Retningslinjen offentliggøres inden for den nærmeste fremtid i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

Udnævnelse af medlemmerne af T2S-rådet

Den 19. juli 2012 udnævnte Styrelsesrådet i overensstemmelse med afgørelse ECB/2012/6 om oprettelse af et råd for Target2-Securities medlemmerne af T2S-rådet, som straks begynder sin virksomhed med Jean-Michel Godeffroy som formand. Sammensætningen af T2S-rådet fremgår af en pressemeddelelse, der blev offentliggjort den 19. juli 2012 på ECB's websted.

Finansiel stabilitet og finansielt tilsyn

Eurosystemets svar på Kommissionens grønbog om skyggebanker

Den 5. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet Eurosystemets svar på Kommissionens offentlige høring om grønbogen om skyggebanker. Svaret blev sendt til Europa-Kommissionen umiddelbart efter vedtagelsen og næste dag offentliggjort på ECB’s websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om rekapitalisering af banker i Slovenien

Den 21. juni 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/48 på anmodning af det slovenske finansministerium.

ECB's udtalelse om Magyar Nemzeti Bank

Den 28. juni 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/49 på anmodning af det ungarske ministerium for nationaløkonomi.

ECB's udtalelse om Lovene om Central Bank of Cyprus af 2002 til 2007

Den 11. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/51 på anmodning af formanden for Repræsentanternes Hus i Cypern.

ECB's udtalelse om nye foranstaltninger til styrkelse af tilsynet med og håndhævelsen af finansiel regulering i Irland

Den 16. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/52 på anmodning af det irske finansministerium.

ECB's udtalelse om en bankafgift og om bidrag til indskudsgarantiordningen i Slovakiet

Den 16. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/53 på anmodning af det slovakiske finansministerium.

ECB's udtalelse om visse gamle sedlers ophør som lovligt betalingsmiddel i Sverige

Den 17. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/54 på anmodning af Sveriges Riksbank.

ECB's udtalelse om styrkelsen af det finansielle tilsyn og om oprettelse af en komité for finansiel stabilitet i Tyskland

Den 17. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/54 på anmodning af det tyske finansministerium.

Statistik

Korrigering af pengemængdemålene

Den 5. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet en korrigering af i) pengemængdemålene, som indebærer, at genkøbsforretninger udført via centrale modparter ikke længere medregnes i M3-komponenten "genkøbsforretninger indgået af andre finansielle formidlere", og af ii) kreditmålene, som indebærer, at omvendte genkøbsforretninger udført via centrale modparter ikke længere medtages i M3-modposten "lån til andre finansielle formidlere". Statistik i denne korrigerede form offentliggøres første gang ultimo september 2012 samtidig med offentliggørelsen af de monetære data for august 2012.

Corporate governance

Udtalelse fra ECB's styrelsesråd om Rådets henstilling om udnævnelse af et medlem til Direktionen for Den Europæiske Centralbank

Den 18. juli 2012 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2012/56 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union. Udtalelsen blev offentliggjort den 19. juli 2012 på ECB's websted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt