EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32015Y0221(02)

Aftale af 31. december 2014 mellem Lietuvos bankas og Den Europæiske Centralbank vedrørende den fordring, hvormed Den Europæiske Centralbank krediterer Lietuvos bankas i henhold til artikel 30.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank

EUT C 64 af 21.2.2015, s. 5–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status I kraft

21.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 64/5


AFTALE

af 31. december 2014

mellem Lietuvos bankas og Den Europæiske Centralbank vedrørende den fordring, hvormed Den Europæiske Centralbank krediterer Lietuvos bankas i henhold til artikel 30.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank

(2015/C 64/02)

LIETUVOS BANKAS OG DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/287 af 31. december 2014 om Lietuvos bankas indbetaling af kapital, overførsel af valutareserveaktiver og bidrag til Den Europæiske Centralbanks reserver og hensættelser (ECB/2014/61) (1) udgør den samlede modværdi i euro af valutareserveaktiver, som Lietuvos bankas med virkning fra den 1. januar 2015 skal overføre til Den Europæiske Centralbank (ECB) i henhold til artikel 48.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«) 338 656 541,82 EUR.

(2)

I henhold til artikel 30.3 i ESCB-statutten og artikel 4, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61) skal ECB med virkning fra den 1. januar 2015 kreditere Lietuvos bankas med en fordring denomineret i euro, der svarer til den samlede modværdi i euro af Lietuvos bankas bidrag i valutareserveaktiver, med forbehold af de nærmere bestemmelser i artikel 3 i nævnte afgørelse. ECB og Lietuvos bankas er enige om, at den fordring, hvormed ECB skal kreditere Lietuvos bankas, sættes til et beløb svarende til 239 453 709,58 EUR for at sikre, at forholdet mellem værdien i euro af den fordring, hvormed Lietuvos bankas er krediteret, og den samlede værdi i euro af de fordringer, hvormed de øvrige nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, (herefter »de øvrige nationale centralbanker«) er krediteret, svarer til forholdet mellem Lietuvos bankas vægt i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB og de øvrige nationale centralbankers samlede vægt i fordelingsnøglen.

(3)

Forskellen mellem de beløb, der er nævnt i betragtning 1 og 2, skyldes: a) anvendelsen af de »gældende vekselkurser«, som nævnt i artikel 48.1 i ESCB-statutten, på værdien af de valutareserveaktiver, som Lietuvos bankas allerede har overført i henhold til artikel 30.1 i ESCB-statutten, og b) virkningen på de fordringer, som i henhold til artikel 30.3 i ESCB-statutten besiddes af de øvrige nationale centralbanker, af justeringen pr. 1. januar 2004, 1. januar 2009 og 1. januar 2014 af fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB i henhold til artikel 29.3 i ESCB-statutten, og udvidelserne pr. 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 af fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB i henhold til artikel 48.3 i ESCB-statutten.

(4)

I betragtning af den ovennævnte forskel er ECB og Lietuvos bankas enige om, at Lietuvos bankas fordring kan nedsættes ved i denne at modregne det beløb, hvormed Lietuvos bankas skal bidrage til ECB's reserver og hensættelser i henhold til artikel 48.2 i ESCB-statutten og artikel 5, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61), såfremt Lietuvos bankas fordring overstiger 239 453 709,58 EUR.

(5)

ECB og Lietuvos bankas bør være enige om andre aspekter af proceduren for kreditering af Lietuvos bankas fordring, i det der tages højde for, at det afhængig af valutakursudviklingen kan være nødvendigt at øge frem for at sænke fordringen til beløbet i betragtning 2.

(6)

Styrelsesrådet har godkendt ECB's indgåelse af denne aftale, som vedrører, at der træffes en aftale i henhold til ESCB-statuttens artikel 30, jf. ESCB-statuttens artikel 10.3 og den procedure, der er specificeret nærmere deri —

INDGÅET FØLGENDE AFTALE:

Artikel 1

Proceduren for kreditering af Lietuvos bankas fordring

1.   Hvis størrelsen af den fordring, hvormed ECB skal kreditere Lietuvos bankas i henhold til artikel 30.3 i ESCB-statutten og artikel 4, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61) (herefter »fordringen«) overstiger 239 453 709,58 EUR på afviklingsdagene, på hvilke ECB modtager valutareserveaktiver fra Lietuvos bankas i henhold til artikel 3 i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61), nedsættes fordringen med virkning fra denne dato til 239 453 709,58 EUR. En sådan nedsættelse foretages ved i fordringen at modregne det beløb, hvormed Lietuvos bankas skal bidrage til ECB's reserver og hensættelser med virkning fra den 1. januar 2015 i henhold til artikel 48.2 i ESCB-statutten og artikel 5, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61). Det modregnede beløb behandles som et forhåndsbidrag til ECB's reserver og hensættelser i henhold til artikel 48.2 i ESCB-statutten og artikel 5, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61), som anses for at være foretaget på den dato, hvor modregningen sker.

2.   Hvis det beløb, hvormed Lietuvos bankas skal bidrage til ECB's reserver og hensættelser i henhold til artikel 48.2 i ESCB-statutten og artikel 5, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61), er mindre end forskellen mellem størrelsen af Lietuvos bankas fordring og 239 453 709,58 EUR, nedsættes fordringen til 239 453 709,58 EUR: a) ved modregning i overensstemmelse med stk. 1 ovenfor og b) ved at ECB betaler til Lietuvos bankas et beløb i euro svarende til det manglende beløb efter en sådan modregning. Ethvert beløb, der skal betales af ECB i henhold til dette stykke, forfalder den 1. januar 2015. ECB giver i god tid instrukser vedrørende overførslen af det pågældende beløb med påløbne nettorenter via TARGET2 (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system). Alle påløbne renter beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/360« til en sats svarende til den marginale rente, der er anvendt af Eurosystemet i dets seneste primære markedsoperation.

3.   Såfremt størrelsen af Lietuvos bankas fordring er mindre end 239 453 709,58 EUR på den sidste dag, hvor ECB modtager valutareserveaktiver fra Lietuvos bankas i henhold til artikel 3 i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61), forøges størrelsen af fordringen på denne dato til 239 453 709,58 EUR, og forøgelsen sker ved at Lietuvos bankas betaler et beløb i euro til ECB svarende til forskellen. Ethvert beløb, der skal betales af Lietuvos bankas i henhold til dette stykke, forfalder den 1. januar 2015 og skal betales på den endelige dato, på hvilken ECB modtager valutareserveaktiver fra Lietuvos bankas i overensstemmelse med artikel 3 i afgørelse (EU) 2015/287 (ECB/2014/61).

Artikel 2

Endelige bestemmelser

1.   Denne aftale træder i kraft den 1. januar 2015.

2.   Denne aftale udfærdiges på engelsk i to behørigt undertegnede originaler. ECB og Lietuvos bankas besidder hver en original.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 31. december 2014.

For Lietuvos bankas

Vitas VASILIAUSKAS

Centralbankchef

For Den Europæiske Centralbank

Mario DRAGHI

Formand


(1)  EUT L 50 af 21.2.2015, s. 44.


Op