EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32004O0018

2004/703/EF:Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 16. september 2004 om offentligt udbud vedrørende eurosedler (ECB/2004/18)

EUT L 320 af 21.10.2004, s. 21–33 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 267M af 12.10.2005, s. 212–224 (MT)
bulgarsk specialudgave: Kapitel 10 bind 005 s. 271 - 283
rumænsk specialudgave: Kapitel 10 bind 005 s. 271 - 283
Specialudgave på kroatisk: Kapitel 10 bind 007 s. 8 - 20

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 31/12/2014; ophævet ved 32014O0044

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2004/703/oj

21.10.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 320/21


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE

af 16. september 2004

om offentligt udbud vedrørende eurosedler

(ECB/2004/18)

(2004/703/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 106, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 16 i statutten tildeles Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Fællesskabet. Denne eneret omfatter beføjelse til at fastlægge de retlige rammer for offentligt udbud vedrørende eurosedler.

(2)

I henhold til traktatens artikel 106, stk. 1, og statuttens artikel 12.1 kan ECB tildele de nationale centralbanker (»NCB’er«) i de medlemsstater, der har indført euroen, ansvaret for at udstede eurosedler i overensstemmelse med NCB’ernes andele af ECB’s kapital for det pågældende regnskabsår, beregnet ved hjælp af NCB’ernes fordelingsnøglevægte, som er omhandlet i statuttens artikel 29.1 (i det følgende benævnt »kapitalindskudsnøglen«). Endvidere bør ECB ved tildelingen af ansvaret for at indgå og forvalte forsyningsaftaler vedrørende produktion af eurosedler tage hensyn til decentraliseringsprincippet og behovet for en effektiv forvaltningsramme.

(3)

Rammerne for offentligt udbud vedrørende eurosedler skal dels opfylde kravet i traktatens artikel 105, stk. 1, og statuttens artikel 2 om, at Eurosystemet handler i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering, dels tage højde for eurosedlernes særlige karakter, idet de trykkes udelukkende med henblik på Eurosystemets udstedelse som sikkert betalingsmiddel. Endvidere skal rammerne for offentligt udbud vedrørende eurosedler også, i overensstemmelse med decentraliseringsprincippet, tage højde for den kendsgerning, at nogle NCB’er har deres egne interne seddeltrykkerier eller anvender offentlige trykkerier til at producere eurosedler.

(4)

På baggrund af ovennævnte principper besluttede Styrelsesrådet den 10. juli 2003, at der senest fra og med 1. januar 2012 skal anvendes en for Eurosystemet fælles konkurrencebaseret tilgang til udbud (i det følgende benævnt »Eurosystemets fælles udbudsprocedure«) ved offentligt udbud vedrørende eurosedler. NCB’er, der har et internt seddeltrykkeri, og NCB’er, der anvender et offentligt trykkeri, kan vælge ikke at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure. I disse tilfælde er de pågældende trykkerier fortsat ansvarlige for produktionen af de eurosedler, som deres NCB’er er blevet tildelt i overensstemmelse med kapitalindskudsnøglen, men er udelukket fra at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure. NCB’er kan beslutte at tilslutte sig Eurosystemets fælles udbudsprocedure på et senere tidspunkt. En sådan beslutning er uigenkaldelig.

(5)

Så snart det er konstateret, at produktionen af mindst halvdelen af Eurosystemets samlede årlige seddelbehov vil blive givet i udbud, og at mindst halvdelen af alle NCB’er vil give produktionen af de eurosedler, de har fået tildelt, i udbud, bør der indledes en overgangsperiode, således at både NCB’er og trykkerier kan forberede sig til denne langsigtede model. I overgangsperioden gælder Eurosystemets fælles udbudsprocedure for de NCB’er, som giver produktionen af de eurosedler, de har fået tildelt til udstedelse, i udbud.

(6)

Eurosystemets fælles udbudsprocedure vil sikre lige konkurrencevilkår for alle trykkerier, som deltager i proceduren, ved at muliggøre konkurrence mellem interne, offentlige og private trykkerier på en gennemsigtig og retfærdig måde, som ikke giver nogen af de berørte parter en urimelig konkurrencefordel. For at sikre sådanne lige konkurrencevilkår kræves særlige regler for sammensætningen af Eurosystemets fælles udvalg for offentligt udbud (i det følgende benævnt »Udvalget for Offentligt Udbud«), for medlemmernes adfærd og for betingelserne for trykkerier, der deltager i Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

(7)

Eurosedler er følsomme og innovative produkter. De skal derfor produceres under fuldt ud sikre, kontrollerede og fortrolige forhold, som garanterer en pålidelig, konstant forsyning af høj kvalitet på langt sigt. Endvidere skal Eurosystemet tage behørigt hensyn til, at produktionen af eurosedler kan påvirke offentlighedens sikkerhed og sundhed samt miljøet. Alle disse krav vil blive taget i betragtning i Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

(8)

Styrelsesrådet skal overvåge alle vigtige råmaterialer og elementer i produktionen af eurosedler og, om nødvendigt, træffe passende foranstaltninger for at sikre, at de udvælges og anskaffes således, at der sikres en kontinuerlig forsyning af eurosedler, og at det, uden at den europæiske konkurrencelovgivning og Europa-Kommissionens beføjelser berøres, undgås, at Eurosystemet lider skade som følge af en aftaleparts eller leverandørs misbrug af en dominerende markedsstilling.

(9)

De forsyningsaftaler, som indgås efter gennemførelsen af Eurosystemets fælles udbudsprocedure, mellem den ordregivende myndighed og de enkelte trykkerier, bør opfylde fælles minimumskrav, som er opstillet af ECB, for at sikre harmoniserede betingelser og vilkår for alle trykkerier, som er parter i en aftale.

(10)

Efter at denne retningslinje er trådt i kraft, bør Styrelsesrådet revurdere dens funktion på baggrund af Eurosystemets praktiske erfaring hermed. Bestemmelserne i denne retningslinje fortolkes, hvor det er nødvendigt, i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1).

(11)

I overensstemmelse med ECB’s generelle gennemsigtighedspolitik bør oplysninger om udbudsprocedurer, som f.eks. deltagelses- og tildelingskriterier, og resultatet af procedurerne offentliggøres.

(12)

I overensstemmelse med statuttens artikel 12.1 og 14.3 udgør retningslinjer fastsat af ECB en integreret del af fællesskabslovgivningen —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne retningslinje forstås ved:

1)

»armslængdeprincippet«: princippet om, at der skal være fuld adskillelse mellem et internt eller offentligt trykkeris og dets NCB’s regnskaber, og at et internt eller offentligt trykkeri skal tilbagebetale den samlede administrative og organisatoriske støtte, den modtager fra sin NCB. Denne tilbagebetaling skal navnlig omfatte: a) de ekstra, variable omkostninger, som en NCB har haft i forbindelse med administrativ og organisatorisk støtte til det interne trykkeri; b) et passende bidrag fra det interne trykkeri til de faste omkostninger i forbindelse med NCB’ens administrative og organisatoriske støtte; og c) en tilstrækkelig forrentning af NCB’ens kapitalinvestering i trykkeriet. Disse bidrag skal beregnes i markedspriser. Der skal i denne definition tages højde for Domstolen for De Europæiske Fællesskabers relevante praksis og for de relevante fælles regnskabsprincipper, som defineres særskilt af Styrelsesrådet

2)

»fortrolige oplysninger«: a) alle ikke-offentlige oplysninger vedrørende møder og drøftelser i Udvalget for Offentligt Udbud og b) alle oplysninger i udbudsmateriale, der forelægges Udvalget for Offentligt Udbud af trykkerier og/eller tredjeparter, og c) alle oplysninger, som udgør forretningshemmeligheder eller andre fortrolige eller ophavsretligt beskyttede tekniske oplysninger og/eller forretningsoplysninger med relation til produktion af eurosedler, og d) oplysninger, som er indeholdt i de tekniske specifikationer for hver pålydende værdi af eurosedler, og e) enhver anden oplysning vedrørende produktion af eurosedler, som er mærket fortrolig, eller som en fornuftig person ville anse for at være fortrolig på grund af oplysningens karakter

3)

»ordregivende myndigheder«: de NCB’er, som indgår forsyningsaftaler med trykkerier, der har fået tildelt produktionsordrer i henhold til Eurosystemets fælles udbudsprocedure, eller ECB, på NCB’ernes vegne

4)

»kontrol«: forholdet mellem en modervirksomhed og en dattervirksomhed i alle de tilfælde, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber (2), eller et tilsvarende forhold mellem enhver juridisk person og en virksomhed, hvor enhver dattervirksomhed af en dattervirksomhed også anses for at være dattervirksomhed af den modervirksomhed, som står i spidsen for disse foretagender

5)

»kvalitetskrav til produktionen af eurosedler« (forkortet »EBQR«): dokumentationen, hvori de fælles kvalitetskrav til produktion, godkendelse og validering af eurosedler er defineret, som disse regelmæssigt revideres af Styrelsesrådet

6)

»fortroligt euromateriale«: færdigtrykte eller delvis trykte eurosedler, euroseddelkomponenter og andet materiale og andre oplysninger, som kræver sikkerhedsbeskyttelse, og hvor tab, tyveri og offentliggørelse heraf kan skade eurosedlernes integritet og/eller fremme fremstillingen af falske eurosedler eller komponenter hertil

7)

»internt trykkeri«: ethvert trykkeri, som er a) en juridisk og organisatorisk del af en NCB, eller b) en særskilt virksomhed, i hvilken en NCB, enten direkte eller gennem kontrol, besidder mindst 50 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i trykkeriet, eller c) en særskilt virksomhed, hvori en NCB udnævner over halvdelen af medlemmerne af de besluttende organer

8)

»offentlige myndigheder«: alle offentlige myndigheder, herunder staten og regionale og lokale myndigheder

9)

»offentligt trykkeri«: ethvert trykkeri, i hvilket de offentlige myndigheder a) besidder, direkte eller gennem kontrol, mindst 50 % af stemmerettighederne eller kapitalen, eller b) udnævner over halvdelen af medlemmerne af de besluttende organer

10)

»begrænset udbud«: udbudsprocedure, hvorved kun trykkerier, som opfylder de i denne retningslinje fastsatte kriterier for deltagelse, kan afgive bud

11)

»forsyningsaftale«: skriftlig aftale indgået mellem en ordregivende myndighed og et trykkeri, der har fået tildelt en ordre med henblik på produktion af eurosedler mod betaling

12)

»overgangsperiode«: det tidsrum, der begynder den 1. januar 2008 eller på en senere dato, som fastsættes af Styrelsesrådet, når dette, efter forslag fra Direktionen, har konstateret, at mindst halvdelen af Eurosystemets samlede årlige seddelbehov vil blive givet i udbud, og at mindst halvdelen af alle NCB’er vil give de eurosedler, de har fået tildelt, i udbud. Overgangsperioden slutter senest den 31. december 2011.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Eurosystemets fælles udbudsprocedure indledes senest den 1. januar 2012.

2.   Offentlige udbud inden for en seksmånedersperiode vedrørende pengesedler udstedt i euro af en værdi på over 249 000 EUR, eller en anden værdi angivet i direktiv 2004/18/EF, er omfattet af Eurosystemets fælles udbudsprocedure som fastsat i denne retningslinje.

3.   Den i stk. 2 nævnte værdi beregnes ved at tage de samlede udgifter til alt, hvad der indgår i produktionen af eurosedler, inden for en fælles udbudsprocedure i Eurosystemet, inklusive yderligere omkostninger som f.eks. omkostninger til destruktion af affald fra produktionen af eurosedler, men eksklusive moms og transportomkostninger.

4.   Værdien af forsyningsaftaler må ikke beregnes således, at de unddrages denne retningslinjes anvendelsesområde, ligesom et påtænkt offentligt udbud vedrørende en vis mængde eurosedler ikke må opdeles med den samme hensigt.

5.   Eurosystemets fælles udbudsprocedure finder ikke anvendelse på forskning og udvikling, herunder design af og fremstilling af originalmateriale til eurosedler. Disse aktiviteter er omfattet af særskilte udbudsregler for Eurosystemet.

AFSNIT II

PARTER I EUROSYSTEMETS FÆLLES UDBUDSPROCEDURE

Artikel 3

Oprettelse af Udvalget for Offentligt Udbud og udvalgets sammensætning

1.   Der oprettes et Udvalg for Offentligt Udbud, som består af syv eksperter med relevant professionel erfaring, udnævnt af Styrelsesrådet efter forslag fra ECB og NCB’erne blandt kvalificerede overordnede ansatte hos medlemmer af Eurosystemet for en på forhånd fastsat funktionsperiode.

2.   ECB yder sekretærbistand til Udvalget for Offentligt Udbud.

Artikel 4

Adfærdskodeks for Udvalget for Offentligt Udbud

1.   ECB og NCB’erne sikrer, at de af deres ansatte, som udpeges til medlemmer af Udvalget for Offentligt Udbud, underskriver erklæringen i bilag I til denne retningslinje.

2.   Hvis et medlem af Udvalget for Offentligt Udbud overtræder adfærdskodeksen i bilag I, skal Styrelsesrådet a) fratage medlemmet dets plads i Udvalget for Offentligt Udbud og b) på passende vis meddele medlemmets arbejdsgiver dette med henblik på disciplinære sanktioner og c) udpege en efterfølger til Udvalget for Offentligt Udbud.

3.   ECB og NCB’erne indfører passende bestemmelser i den retlige dokumentation for ansættelsesforholdet mellem dem og deres respektive medlemmer af Udvalget for Offentligt Udbud, således at de er i stand til, inden for grænserne af gældende lovgivning, at kontrollere, at deres medlemmer af Udvalget for Offentligt Udbud overholder adfærdskodeksen i bilag I, og iværksætte passende sanktioner, såfremt kodeksen ikke overholdes.

Artikel 5

Styrelsesrådets og Direktionens rolle

1.   Styrelsesrådet overvåger løbende, efter forslag fra Direktionen, betingelserne for indledning af overgangsperioden og træffer beslutning om startdatoen for overgangsperioden.

2.   Styrelsesrådet træffer, efter forslag fra Direktionen, beslutning om, hvorvidt trykkerier er berettigede i henhold til artikel 7 og 8 til at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

3.   Styrelsesrådet vedtager, efter forslag fra Udvalget for Offentligt Udbud via Direktionen, den interne forretningsorden, herunder afstemningsreglerne, for Udvalget for Offentligt Udbud.

4.   Styrelsesrådet træffer forud for alle Eurosystemets fælles udbudsprocedurer beslutning om, hvilke medlemmer af Eurosystemet der skal betegnes som ordregivende myndigheder.

5.   Styrelsesrådet træffer, efter forslag fra Udvalget for Offentligt Udbud via Direktionen, beslutning om tildeling af produktionsordrer.

6.   Styrelsesrådet skal på anmodning af et trykkeri, som har deltaget i Eurosystemets fælles udbudsprocedure i henhold til denne retningslinje, tage en sådan beslutning op til fornyet overvejelse, inden der indgives en klage til De Europæiske Fællesskabers Domstol.

7.   Styrelsesrådet sikrer, efter forslag fra Direktionen, at der føres tilsyn med, at alle parter overholder de regler og procedurer, som er fastsat i denne retningslinje.

Artikel 6

ECB og NCB’erne

1.   NCB’erne, eller ECB på vegne af NCB’erne, indgår forsyningsaftaler med de trykkerier, som har fået tildelt produktionsordrer, og overvåger, at aftalerne gennemføres korrekt.

2.   NCB’er, der har et internt seddeltrykkeri, og NCB’er, der anvender offentlige trykkerier, kan vælge ikke at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure. I disse tilfælde udelukkes disse interne eller offentlige trykkerier fra Eurosystemets fælles udbudsprocedure, og de producerer de eurosedler, som deres NCB’er har fået tildelt i overensstemmelse med kapitalindskudsnøglen. De kan dog beslutte at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure på et senere tidspunkt. En sådan beslutning er uigenkaldelig.

3.   ECB og NCB’erne må ikke, inden gennemførelsen af en fælles udbudsprocedure i Eurosystemet, videregive fortrolige oplysninger til trykkerier, herunder a) offentlige trykkerier og b) interne trykkerier, medmindre deres NCB’er ikke deltager i Eurosystemets fælles udbudsprocedurer.

Artikel 7

Trykkerier, der er berettigede til at deltage

1.   Trykkerier, herunder interne og offentlige trykkerier, er berettigede til at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure på følgende betingelser:

a)

Trykkeriet skal have hjemsted i en medlemsstat i Den Europæiske Union (EU). Endvidere skal eurosedlerne produceres i faciliteter, der er fysisk beliggende i en medlemsstat.

b)

Trykkeriet skal underskrive en fortrolighedsaftale, som udleveres af ECB.

c)

Trykkeriet skal godkendes af Styrelsesrådet på grundlag af Direktionens bedømmelse af dets opfyldelse af:

i)

de sikkerhedsregler for produktion og oplagring af fortroligt euromateriale, som Direktionen har fastsat særskilt under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter, og

ii)

de kvalitetskrav til produktionen af eurosedler (EBQR), som Direktionen har fastsat særskilt under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter, og

iii)

de sikkerheds- og sundhedskrav, som Direktionen har fastsat særskilt under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter, og

iv)

de krav til en miljøvenlig produktion af eurosedler, som Direktionen har fastsat særskilt under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter.

d)

Trykkeriet, herunder interne og offentlige trykkerier, må ikke modtage nogen form for støtte fra en medlemsstat eller en NCB eller på anden vis via statslige midler, som er uforenelig med traktaten.

e)

Trykkeriet må ikke have fået tildelt en del af eller hele euroseddelproduktionen i en EU-medlemsstat uden en udbudsprocedure.

2.   De uafhængige eksterne revisorer fører tilsyn med, at forbuddet i stk. 1, litra d) overholdes. De trykkerier, som er underlagt revision, skal årligt indberette de uafhængige eksterne revisorers konklusioner til Udvalget for Offentligt Udbud. Med henblik herpå skal alle trykkerier, som deltager i Eurosystemets fælles udbudsprocedurer, opgive alle indtægter og udgifter og navnlig oplyse om: a) udligning af eventuelle driftstab, b) hvorvidt en NCB eller en anden offentlig myndighed har tilført trykkeriet kapital, indskud, der ikke skal tilbagebetales, eller lån på fordelagtige vilkår, c) afkald på overskud fra en NCB’s eller en offentlig myndigheds side eller undladelse af at inddrive fordringer, d) en NCB’s eller en offentlig myndigheds afkald på normal forrentning af indskudte offentlige midler i trykkeriet og e) kompensation for byrder eller opgaver, pålagt af en NCB eller en offentlig myndighed.

3.   Joint ventures, konsortier og andre lovlige former for samarbejde samt trykkerier, der anvender underleverandører, er berettigede til at deltage i udbudsprocedurerne på den betingelse, at:

a)

hver enkelt deltager i et samarbejde og hver enkelt underleverandør opfylder de i stk. 1 og 2 omhandlede kriterier for deltagelse, og

b)

en hovedentreprenør eller leder af konsortiet forbliver ansvarlig for hele den euroseddelproduktionsproces, som kræves for at opfylde kontrakten, og

c)

deltagerne i et samarbejde alle hæfter solidarisk for produktionen af eurosedler over for den ordregivende myndighed, og

d)

tilbudsgiveren oplyser Udvalget for Offentligt Udbud om, hvilken identitet og særlige rolle alle deltagere i et samarbejde og hver enkelt underleverandør har.

4.   Alle trykkerier, som endnu ikke er godkendt i henhold til stk. 1, litra c), og som har retligt hjemsted i EU, kan hos ECB indhente oplysninger vedrørende kravene i denne artikel. Inden disse oplysninger, eller dele af dem, udleveres, skal Styrelsesrådet, efter forslag fra Direktionen, bedømme, om de trykkerier, der har anmodet om oplysninger, er seriøse. Styrelsesrådet skal navnlig, i overensstemmelse med gældende nationale love og forskrifter, kontrollere de pågældende trykkeriers ejeres og lederes straffeattester. Hvis denne kontrol afslører, at en ejer eller leder af det trykkeri, som har anmodet om oplysninger, har været dømt for et strafbart forhold, der rejser tvivl om den pågældendes faglige hæderlighed, må de pågældende oplysninger ikke udleveres til det trykkeri, der har anmodet om oplysninger. Seriøse trykkerier skal underskrive en fortrolighedsaftale, som udleveres af ECB.

5.   ECB oplyser senest seks måneder inden indledningen af Eurosystemets fælles udbudsprocedure alle godkendte trykkerier om Eurosystemets krav vedrørende eurosedler som omhandlet i stk. 1, litra c), punkt i)-iv).

Artikel 8

Yderligere kriterier for interne og offentlige trykkeriers deltagelse

1.   Interne og offentlige trykkerier skal opfylde de i artikel 7 omhandlede kriterier for deltagelse samt følgende yderligere kriterier for deltagelse:

a)

De skal have effektive interne ordninger, som gennemfører armslængdeprincippet.

b)

Deres udgifter og indtægter skal angives efter fælles regnskabsprincipper, som defineres særskilt af Styrelsesrådet efter forslag fra Direktionen.

c)

Uafhængige eksterne revisorer skal føre tilsyn med, at interne og offentlige trykkerier opfylder ovennævnte yderligere kriterier for deltagelse. Interne og offentlige trykkerier skal årligt indberette de uafhængige eksterne revisorers konklusioner til Udvalget for Offentligt Udbud.

2.   Når en NCB beslutter, at dens interne eller offentlige trykkeri skal deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure, skal det interne eller offentlige trykkeris repræsentant(er) træde ud af Seddelkomiteen og dennes underudvalg.

Artikel 9

Udelukkelse fra Eurosystemets fælles udbudsprocedure

1.   Hvis bud inden for et bestemt offentligt udbud forekommer at være unormalt lave i forhold til de eurosedler, som skal leveres, skal Udvalget for Offentligt Udbud, inden det afviser disse bud, skriftligt anmode om relevante oplysninger om det pågældende buds sammensætning og kontrollere denne sammensætning under hensyntagen til de modtagne begrundelser. Såfremt Udvalget for Offentligt Udbud fastslår, at et bud er unormalt lavt, fordi tilbudsgiveren har fået statsstøtte, kan buddet kun afvises med denne begrundelse alene efter konsultation af tilbudsgiveren, hvor sidstnævnte, inden for en tilstrækkelig frist, som fastsættes af Udvalget for Offentligt Udbud, ikke kan godtgøre, at den pågældende støtte er retmæssigt tildelt.

2.   Styrelsesrådet skal, efter forslag fra Udvalget for Offentligt Udbud via Direktionen, eller efter forslag fra Direktionen, diskvalificere et trykkeri fra fremtidig deltagelse i Eurosystemets fælles udbudsprocedure, hvis det ikke opfylder kriterierne for deltagelse i artikel 7 og 8. Denne udelukkelse gælder, indtil kriterierne for deltagelse i artikel 7 og 8 er opfyldt. Hvis et internt eller offentligt trykkeri, som deltager i Eurosystemets fælles udbudsprocedure, diskvalificeres, gives produktionen af de eurosedler, som er tildelt trykkeriets NCB i overensstemmelse med kapitalindskudsnøglen, i udbud i overensstemmelse med Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

3.   Udvalget for Offentligt Udbud kan afvise bud, hvis et trykkeri ikke længere opfylder denne retningslinjes kriterier for deltagelse. Udvalget for Offentligt Udbud skal vedtage og dokumentere alle afgørelser i denne henseende.

AFSNIT III

EUROSYSTEMETS FÆLLES UDBUDSPROCEDURE

Artikel 10

Særskilte udbudsprocedurer

Der gennemføres en særskilt fælles udbudsprocedure i Eurosystemet for den påkrævede mængde af hver enkelt pålydende værdi af eurosedler.

Artikel 11

Begrænset udbud

1.   Udvalget for Offentligt Udbud anvender en procedure med begrænset udbud for forsyningsaftaler vedrørende eurosedler.

2.   Udvalget for Offentligt Udbud bekendtgør sin hensigt om at indlede en procedure med begrænset udbud i Den Europæiske Unions Tidende. Denne bekendtgørelse skal som minimum indeholde:

a)

oplysninger om den samlede mængde eurosedler, som er påkrævet, samt størrelsen af de produktionsmængder, for hvilke der kan afgives bud, og den påkrævede tidsramme for produktion og levering, og

b)

kriterierne for deltagelse, angivet i artikel 7 og 8, og

c)

sidste frist for indgivelse af ansøgninger om deltagelse samt den adresse, de skal sendes til, og

d)

krav om dokumentation for sund finansiel status og fagligt omdømme i henhold til stk. 3, og

e)

det officielle fællesskabssprog, som vil blive anvendt i Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

3.   Trykkerier, der ansøger om deltagelse i et begrænset udbud, skal sammen med deres ansøgning fremlægge følgende dokumentation for sund finansiel status og fagligt opdømme:

a)

kopi af deres årsregnskaber for de tre foregående år, og

b)

en underskrevet erklæring fra trykkeriet, attesteret af dets eksterne revisor, hvorved det bekræftes, at der i) inden for seks måneder forud for udbuddet ikke har fundet nogen væsentlig ændring sted af deltagelsen i – eller kontrollen over – dets kapital, og ii) i samme periode ikke er sket en væsentlig forringelse af dets finansielle status, og

c)

en underskrevet erklæring fra trykkeriet, attesteret af dets eksterne revisor, hvorved det bekræftes, at dets bo ikke er begæret taget under konkursbehandling eller behandling med henblik på likvidation, skifte eller tvangsakkord uden for konkurs eller enhver tilsvarende behandling, der er fastsat i national lovgivning, og

d)

en underskrevet erklæring fra trykkeriet, hvorved det bekræftes, at ingen af medlemmerne af dets besluttende organer ved en retskraftig dom er dømt for et strafbart forhold, der rejser tvivl om den pågældendes faglige hæderlighed, og

e)

en underskrevet erklæring fra trykkeriet, attesteret af dets eksterne revisor, hvorved det bekræftes, at det har opfyldt i) sine forpligtelser med hensyn til betaling af ydelser til sociale sikringsordninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor det har hjemsted, og ii) sine forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og afgifter i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor det har hjemsted.

4.   Udvalget for Offentligt Udbud kan, for så vidt angår stk. 3, litra b), c), d) og e), under særlige omstændigheder kræve, at et trykkeri forelægger tilstrækkelig dokumentation, som omhandlet i artikel 45, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF.

5.   Fristen for, hvornår ansøgningerne om deltagelse skal være modtaget, skal være mindst 37 kalenderdage fra datoen for udbudsbekendtgørelsens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

6.   Udvalget for Offentligt Udbud skal samtidigt og skriftligt opfordre alle trykkerier, som inden for tidsfristen i stk. 5 har forelagt dokumentation, der opfylder kravene i stk. 3 og kriterierne for deltagelse i artikel 7 og 8, til at afgive bud. Opfordringsskrivelsen skal ledsages af supplerende materiale vedrørende de eurosedler, som skal leveres. Skrivelsen skal som minimum indeholde:

a)

efter omstændighederne adressen, hvorfra yderligere oplysninger om udbuddet kan indhentes, og sidste frist for fremsættelse af anmodning herom, og

b)

fristen for modtagelse af bud, adressen, hvortil de skal sendes, og sproget, de skal være affattet på, og

c)

en henvisning til den offentliggjorte udbudsbekendtgørelse, og

d)

angivelse af, hvilke oplysninger og dokumenter trykkeriet skal forelægge. Et bud skal navnlig opfylde alle på forhånd definerede krav f.eks. vedrørende kvalitetsstandard, producerede mængder og tidsplan for produktion og levering samt angive den nøjagtige pris for hver enkelt produktionsmængde som defineret af Udvalget for Offentligt Udbud, og

e)

kriterierne for tildeling af produktionsordrer, angivet i artikel 13.

7.   Når anmodning derom er fremsat i tide, skal yderligere oplysninger om et specifikt offentligt udbud meddeles alle trykkerier senest seks kalenderdage inden udløbet af den frist, der er fastsat for modtagelse af buddene.

8.   Fristen for modtagelse af skriftlige bud skal være mindst 40 kalenderdage fra datoen for afsendelsen af den skriftlige indkaldelse.

9.   I hastetilfælde, hvor det er umuligt at anvende de i stk. 5 og 8 omhandlede tidsfrister, kan Udvalget for Offentligt Udbud fastsætte følgende frister:

a)

en frist for modtagelsen af ansøgninger om deltagelse sammen med eventuelle yderligere oplysninger i henhold til stk. 3 og 4, på mindst 15 kalenderdage fra offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen, og

b)

en frist for modtagelse af bud på mindst 10 kalenderdage fra datoen for afsendelsen af indkaldelsen af bud.

10.   Buddene må ikke åbnes inden den officielle frist for modtagelsen. Alle bud skal åbnes samtidigt, og indholdet skal registreres skriftligt. Over halvdelen af medlemmerne i Udvalget for Offentligt Udbud skal være til stede, når buddene åbnes.

11.   Ud over det i artikel 9, stk. 3, omhandlede tilfælde kan modtagne bud afvises, a) hvis fristerne ikke er overholdt, eller b) hvis ikke alle oplysninger eller dokumenter, som er angivet i indkaldelsen, er forelagt. Udvalget for Offentligt Udbud skal vedtage og dokumentere alle afgørelser i denne henseende.

Artikel 12

Undtagelser

1.   Styrelsesrådet kan, efter forslag fra Udvalget for Offentligt Udbud, via Direktionen, eller fra Direktionen, vedtage undtagelser fra proceduren i artikel 11 eller konkrete aspekter af denne procedure. En beslutning herom skal være skriftlig, behørigt begrundet og fyldestgørende underbygget.

2.   Undtagelser er kun tilladt i et eller flere af følgende tilfælde:

a)

når der i forbindelse med den i artikel 11 omhandlede procedure ikke er afgivet bud eller ikke er afgivet noget egnet bud, forudsat at de oprindelige udbudsbetingelser ikke ændres væsentligt, eller

b)

når tvingende grunde som følge af begivenheder, som Udvalget for Offentligt Udbud ikke har kunnet forudse, medfører, at det offentlige udbud vedrørende eurosedler ville blive bragt i fare, hvis den normale procedure i artikel 11 blev fulgt.

Artikel 13

Kriterier for tildeling

1.   Udvalget for Offentligt Udbud evaluerer og klassificerer alle bud i forhold til det økonomisk mest fordelagtige bud. Denne evaluering skal tage følgende kriterier i betragtning:

a)

buddets ab fabrik-pris pr. angivet produktionsmængde, og

b)

opfyldelse af alle udbudskrav, især med hensyn til kvalitets- og sikkerhedsstandarder, producerede mængder og tidsplaner for produktion og levering.

2.   Kriterierne i stk. 1 vægtes således, at kriteriet vedrørende buddets pris pr. angivet produktionsmængde vægtes højest.

3.   Styrelsesrådet kan forud for en fælles udbudsprocedure i Eurosystemet, efter forslag fra Direktionen, angive yderligere tildelingskriterier. Disse yderligere kriterier bør sikre, at forsyningen af eurosedler er stabil og vedvarende på langt sigt, og hindre afhængighed af en enkelt leverandør. Især kan Styrelsesrådet fastsætte den maksimale del af den samlede mængde givet i udbud, som en tilbudsgiver, herunder joint ventures, konsortier og andre lovlige former for samarbejde, kan opnå.

Artikel 14

Beslutning om tildeling

1.   Udvalget for Offentligt Udbud udarbejder en liste over de trykkerier, som kan komme i betragtning, og som det foreslår med henblik på produktionsordrer, med angivelse af de respektive mængder eurosedler og seddelværdier, de skal trykke. Begrundelsen for den foreslåede liste skal være tydeligt og behørigt dokumenteret. Udvalget for Offentligt Udbud forelægger, via Direktionen, Styrelsesrådet denne liste til godkendelse. Styrelsesrådet kan sende forslaget tilbage til Udvalget for Offentligt Udbud med henblik på yderligere begrundelse eller til fornyet overvejelse, inden det træffer en beslutning.

2.   Styrelsesrådet træffer senest to måneder, efter at Udvalget for Offentligt Udbud har forelagt Direktionen et forslag, beslutning om, hvilke trykkerier der tildeles produktionsordrer, og om de respektive mængder eurosedler og seddelværdier, disse trykkerier skal producere.

3.   Uden at artikel 6, stk. 3, berøres, meddeles Styrelsesrådets beslutning de trykkerier, der deltager i Eurosystemets fælles udbudsprocedure, samt alle NCB’er. De informeres desuden om a) prisen på de bud, som er accepteret, b) ranglistningen af deres respektive bud, c) prisintervallet for alle bud og d) eventuelle andre relevante overvejelser, som har haft indflydelse på beslutningen om tildeling.

Artikel 15

Revurdering af beslutningen om tildeling

1.   Et trykkeri, som har deltaget i Eurosystemets fælles udbudsprocedure i overensstemmelse med denne retningslinje, kan anmode Styrelsesrådet om at revurdere sin beslutning. En anmodning herom skal indgives skriftligt senest 15 kalenderdage efter datoen for afsendelsen af Styrelsesrådets beslutning og skal indeholde alle argumenter og dokumentation til støtte for en revurdering.

2.   I disse tilfælde skal Styrelsesrådet, efter forslag fra Direktionen, enten bekræfte listen over trykkerier, som har fået tildelt produktionsordrer, eller henvise anmodningen til Udvalget for Offentligt Udbud til fornyet overvejelse på grundlag af udbudsreglerne angivet i denne retningslinje.

3.   Styrelsesrådets endelige beslutning om enten at bekræfte eller ændre listen over trykkerier skal træffes senest 30 kalenderdage efter indgivelsen af anmodningen og skal være behørigt begrundet. De pågældende trykkerier underrettes skriftligt om beslutningen.

Artikel 16

Forsyningsaftaler

1.   Efter afslutningen af Eurosystemets fælles udbudsprocedure og efter at tidsfristen i artikel 15 for revurdering af beslutningen om tildeling er udløbet, skal de ordregivende myndigheder indgå forsyningsaftaler med de trykkerier, der er blevet tildelt produktionsordrer. Disse forsyningsaftaler skal opfylde de fælles minimumskrav, som er opstillet i bilag II til denne retningslinje. Direktionen tilsendes en kopi af de forsyningsaftaler, som de ordregivende myndigheder har indgået med ovennævnte trykkerier.

2.   En forsyningsaftale skal indgås for en af Styrelsesrådet på forhånd fastsat periode og skal angive det antal eurosedler, som skal leveres regelmæssigt. Forsyningsaftalen skal give den ordregivende myndighed mulighed for med mellemrum at ændre det antal pengesedler, som ifølge aftalen skal produceres, idet sådanne ændringer dog skal holdes inden for det interval, der er angivet i udbudsbekendtgørelsen (alternativt kan leveringstidsplanen ændres).

AFSNIT IV

REGLER GÆLDENDE INDEN OVERGANGSPERIODEN

Artikel 17

Produktion af eurosedler inden overgangsperioden

Med forbehold af artikel 6, stk. 2, skal NCB’erne inden overgangsperiodens start enten producere de eurosedler, de har fået tildelt, i deres interne trykkerier eller respektive offentlige trykkerier eller overlade produktionen i overensstemmelse med gældende lovgivning til godkendte trykkerier.

AFSNIT V

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 18

Interne trykkeriers og offentlige trykkeriers deltagelse i Eurosystemets fælles udbudsprocedure i overgangsperioden

1.   De i denne retningslinje fastsatte procedurer gælder i overgangsperioden for de NCB’er, som giver produktionen af de eurosedler, de har fået tildelt, i udbud.

2.   I overgangsperioden kan interne og offentlige trykkerier deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure på den betingelse, at

a)

Styrelsesrådet, efter forslag fra Direktionen, bekræfter, at de opfylder kriterierne for deltagelse i henhold til artikel 7 og 8, og

b)

det pågældende trykkeris NCB ikke gør brug af retten i henhold til artikel 6, stk. 2, til at vælge ikke at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure.

3.   En beslutning om at deltage i Eurosystemets fælles udbudsprocedure er uigenkaldelig.

Artikel 19

Udvalget for Offentligt Udbuds sammensætning og funktion i overgangsperioden

1.   Udvalget for Offentligt Udbud består i overgangsperioden af fem medlemmer.

2.   I overgangsperioden finder reglerne og procedurerne i dette afsnit anvendelse uanset reglerne og procedurerne i afsnit I, II og III. De øvrige regler og procedurer i denne retningslinje finder anvendelse med de fornødne tilpasninger i overgangsperioden.

AFSNIT VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 20

Ikrafttrædelse

Denne retningslinje træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artkel 21

Fornyet behandling

Styrelsesrådet tager denne retningslinje op til fornyet behandling i begyndelsen af 2008 og derefter hvert andet år.

Artikel 22

Adressater

Denne retningslinje er rettet til de deltagende medlemsstaters nationale centralbanker.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 16. september 2004.

For ECB’s Styrelsesråd

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.

(2)  EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/51/EF (EUT L 178 af 17.7.2003, s. 16).


BILAG I

Erklæring om overholdelse af adfærdskodeks for Udvalget for Offentligt Udbud

Med forbehold af [ECB’s] [NCB’ens] bindende adfærdskodeks forpligter [indsæt navn] sig til at overholde følgende adfærdskodeks:

a)

Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud må ikke deltage i vurderingen af individuelle bud, som er afgivet af deres respektive NCB’s interne eller offentlige trykkeri.

b)

Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud skal undgå enhver situation, som kan give anledning til interessekonflikt, navnlig situationer som vedrører fortidige, nuværende eller fremtidige forbindelser af personlig eller forretningsmæssig art med trykkerier eller med medlemmer af et trykkeris besluttende organer eller ledelse.

c)

Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud må ikke gøre brug af fortrolige oplysninger, når de foretager private, finansielle transaktioner til deres egen fordel eller til fordel for deres nærmeste familiemedlemmer.

d)

Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud skal iagttage streng fortrolighed, hvad angår fortrolige oplysninger. Navnlig må fortrolige oplysninger ikke videregives til deres respektive NCB’er eller til ECB.

e)

Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud må ikke anmode om gaver og/eller repræsentationsydelser fra trykkerier, som er godkendt, eller som måtte ansøge om godkendelse, som en betingelse for produktion af eurosedler. Medlemmerne af Udvalget for Offentligt Udbud må ikke acceptere gaver og/eller repræsentationsydelser fra trykkerier ud over et sædvanligt eller ubetydeligt beløb, det være sig i penge eller i andre former. Alle gaver og/eller repræsentationsydelser skal indberettes til de andre medlemmer af Udvalget for Offentligt Udbud. Medlemmerne må i en periode på mindst to år, efter de er trådt ud af Udvalget for Offentligt Udbud, ikke være ansat af et trykkeri, som er blevet tildelt en produktionsordre.

Med min underskrift erklærer jeg mig indforstået med, at Styrelsesrådet, hvis jeg overtræder en af disse regler, i) fratager mig medlemskabet af Udvalget for Offentligt Udbud og ii) på passende vis meddeler min arbejdsgiver dette med henblik på disciplinære sanktioner og iii) udnævner en efterfølger til Udvalget for Offentligt Udbud.

Navn

Dato


BILAG II

Fælles minimumskrav til forsyningsaftaler

I det omfang det er tilladt i henhold til gældende lov, skal forsyningsaftalerne overholde følgende minimumskrav:

1.1.

Eurosystemets planer for produktionen af eurosedler skal indgå som en bestanddel af forsyningsaftalerne. Navnlig skal de nøjagtige mængder eurosedler, som skal produceres og leveres, de ordregivende myndigheders ret til at ændre det samlede antal eurosedler inden for på forhånd definerede grænser (alternativt leveringstidsplanen), produktionens fordeling på de produktionslinjer, der stilles til rådighed af trykkerierne, samt planerne for hovedproduktionsfaserne, herunder godkendelses- og valideringsfasen, angives detaljeret i forsyningsaftalerne. Forsyningsaftalerne skal indeholde udførlige oplysninger vedrørende styring, godkendelse og validering (på grundlag af såvel kvantitets- som kvalitetskontrol) af eurosedlerne.

1.2.

Forsyningsaftalerne skal indeholde en klausul om rapportering af udviklingen i produktionen i overensstemmelse med de standarder og procedurer, som defineres særskilt af ECB.

1.3.

Forsyningsaftalerne skal indeholde en klausul om over-/underproduktion af eurosedler. Omfanget af tilladt over-/underproduktion og behandlingen heraf skal angives særskilt af ECB og skal rapporteres i præcise tal til ECB inden for rammerne af det fælles rapporteringssystem for udviklingen i produktionen. Desuden skal forsyningsaftalerne indeholde en klausul, som forbyder trykkerierne at have beholdninger af overskydende eurosedler, efter at en forsyningsaftale er opfyldt.

1.4.

De ordregivende myndigheder skal indføre passende kontraktlige betingelser i deres forsyningsaftaler, der sikrer, at mængden af og leveringstidsplanen for bestilte eurosedler kan ændres inden for de af ECB fastsatte rammer.

1.5.

De ordregivende myndigheder skal indføje passende klausuler i deres forsyningsaftaler, som gør det muligt for dem at opsige en forsyningsaftale, hvis der skulle indtræffe uforudsete omstændigheder (f.eks. indførelsen af en ny serie). Klausulen skal sikre, at der betales passende erstatning for tab og skade i henhold til en af ECB fastsat ordning.

1.6.

Forsyningsaftalerne skal specificere prisen på de eurosedler, som skal trykkes.

1.7.

De ordregivende myndigheder skal have ret til at tilbageholde betaling af en faktura eller en del af en faktura, hvis der opstår situationer, som ikke er i overensstemmelse med forsyningsaftalerne, navnlig i tilfælde af fejl i de leverede eurosedler, eller hvis de leverede eurosedler ikke opfylder kvalitetskravene til produktionen af eurosedler (EBQR).

1.8.

Forsyningsaftalerne skal udtrykkeligt sondre mellem kvalitetskontrol på niveau 1 udført af de pågældende trykkerier og kvalitetsvalidering på niveau 2 udført af den ordregivende myndighed i overensstemmelse med kvalitetskravene til produktionen af eurosedler (EBQR). Navnlig skal forsyningsaftalerne indeholde en procedure (som fastlægges særskilt af Direktionen under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter), hvorved der — før masseproduktionen af eurosedler indledes — kan gives tilladelse til at påbegynde de vigtigste faser af produktionen, f.eks. med henblik på papirfremstilling, offsettryk og kobbertryk. Forsyningsaftalerne skal give de ordregivende myndigheder mulighed for at foretage rimeligt begrundede tilpasninger af kvalitetskravene til produktion af eurosedler (EBQR) efter forudgående godkendelse fra ECB.

1.9.

Trykkerierne skal være i besiddelse af samtlige gældende tekniske specifikationer, som er nødvendige for at trykke eurosedler, når produktionen indledes. Trykkerierne skal sikre, at eurosedlerne produceres under streng overholdelse af disse tekniske specifikationer.

1.10.

Ved iværksættelse af produktionen skal trykkerierne være i besiddelse af en fuldstændig og detaljeret beskrivelse af a) de gældende kvalitetskontrolprocedurer, som anvendes ved produktionen af eurosedler, og b) de gældende fælles kriterier og procedurer for godkendelse. De ordregivende myndigheder skal have mulighed for at foretage ændringer af forsyningsaftalerne efter forudgående godkendelse fra ECB. Trykkerierne skal forpligte sig til at overholde alle disse standarder og producere eurosedler under streng overholdelse af de angivne kvalitetskontrolprocedurer.

1.11.

Trykkerierne skal være i besiddelse af de fuldstændige og detaljerede sikkerhedsregler for produktion, oplagring og transport af fortroligt euromateriale, som fastsættes særskilt af Direktionen under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter. Forsyningsaftalerne skal give de ordregivende myndigheder mulighed for at foretage begrundede ændringer af disse dokumenter efter forudgående godkendelse fra ECB. Trykkerierne skal i forsyningsaftalerne forpligte sig til at overholde aftalen og producere eurosedler under streng overholdelse af de angivne sikkerhedsregler.

1.12.

Forsyningsaftalerne skal indeholde en klausul, som omhandler for sen levering, kvalitets- og kvantitetsproblemer og andre forhold, hvor trykkerierne ikke overholder forsyningsaftalerne. Forsyningsaftalerne skal indeholde en konventionalbodsklausul (eller et andet passende retsmiddel). Hvis der f.eks. påvises kvalitets- eller kvantitetsmæssige mangler inden for en i forsyningsaftalerne på forhånd defineret periode, skal de ordregivende myndigheder forpligte de respektive trykkerier til at erstatte mangelfulde eurosedler uden ekstra omkostninger inden for en rimelig periode, som defineres på forhånd. Disse regler fastsættes særskilt af Direktionen under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter.

1.13.

Forsyningsaftalerne skal indeholde en ansvarsklausul, som mindst skal omfatte trykkeriets ansvar for direkte skade eller tab som følge af dets uagtsomhed eller forsætlige handling. De ordregivende myndigheder kan undersøge, om krav om erstatning for indirekte tab såsom tab af fortjeneste, produktionstab, ekstra produktionsomkostninger, tab af forretning osv. også skal være dækket af forsyningsaftalerne. Endvidere anses ingen af kontraktens parter for at misligholde forsyningsaftalerne, hvis og i det omfang en sådan misligholdelse skyldes force majeure.

1.14.

Forsyningsaftalerne skal specificere nummereringen af eurosedlerne som defineret af ECB.

1.15.

Forsyningsaftalerne skal indeholde en fortrolighedsklausul, der fastsættes særskilt af Direktionen under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter. Navnlig skal alle oplysninger, som videregives af de ordregivende myndigheder til trykkerierne, bortset fra oplysninger, som er eller vil blive offentligt tilgængelige, behandles som strengt fortrolige og må ikke videregives til tredjemand uden forudgående skriftligt samtykke fra den ordregivende myndighed.

1.16.

Endelig, for at garantere den fortrolige karakter af enhver forhandling, skal enhver tvist, der måtte opstå på grundlag af en forsyningsaftale, afgøres efter Det Internationale Handelskammers voldgiftsregler af tre voldgiftsmænd, som udpeges i overensstemmelse med disse regler.


Op