EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32010O0002

Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 21. april 2010 om TARGET2-securities (ECB/2010/2)

EUT L 118 af 12.5.2010, s. 65–80 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 19/07/2012; ophævet ved 32012O0013

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2010/272/oj

12.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 118/65


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE

af 21. april 2010

om TARGET2-securities

(ECB/2010/2)

(2010/272/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter benævnt »ESCB-statutten«), særlig artikel 3.1, 12.1, 17, 18 og 22, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) besluttede på sit møde den 6. juli 2006 sammen med værdipapircentraler og andre markedsaktører at undersøge muligheden for at oprette en ny tjeneste til værdipapirafvikling i centralbankpenge inden for rammerne af Eurosystemet, som skal benævnes TARGET2-Securities (T2S). Som en del af sine arbejdsopgaver ifølge artikel 17, 18 og 22 i ESCB-statutten ønsker Eurosystemet med T2S at fremme integrationen af efterhandlen ved at tilbyde en grundlæggende, neutral og grænseløs paneuropæisk kontant- og værdipapirafvikling i centralbankpenge, således at værdipapircentralerne kan tilbyde deres kunder harmoniserede og standardiserede afviklingstjenester med levering mod betaling (»delivery versus payment«) i et teknisk integreret miljø på tværs af landegrænser. Da det er en af Eurosystemets hovedopgaver at stille centralbankpenge til rådighed, er T2S at betragte som et public service-organ. De nationale centralbanker i euroområdet vil inden for rammerne af T2S tilvejebringe tjenester i forbindelse med forvaltning af sikkerhedsstillelse og afvikling i centralbankpenge.

(2)

Artikel 22 i ESCB-statutten giver Eurosystemet mandat til at »sikre effektive og pålidelige clearing- og betalingssystemer inden for Unionen«. Afvikling i centralbankpenge hindrer desuden likviditetsrisici og er derfor afgørende for en pålidelig efterhandel med værdipapirer og for det finansielle marked i almindelighed.

(3)

Styrelsesrådet besluttede den 17. juli 2008 at iværksætte T2S-projektet og at tilvejebringe de nødvendige ressourcer til dets gennemførelse. På grundlag af et tilbud fra Deutsche Bundesbank, Banco de España, Banque de France og Banca d’Italia (i det følgende benævnt »4CB«) besluttede Styrelsesrådet også, at T2S skulle udvikles og drives af 4CB.

(4)

Styrelsesrådet vedtog afgørelse ECB/2009/6 af 19. marts 2009 om oprettelse af et programråd for TARGET2-Securities (1) som et effektivt ledelsesorgan inden for Eurosystemet, der har til opgave at udarbejde forslag til Styrelsesrådet om vigtige strategiske spørgsmål samt udføre opgaver af rent teknisk karakter. T2S-programrådets mandat, beskrevet i bilaget til afgørelse ECB/2009/6, udgør en af hjørnestenene i ledelsen af T2S. T2S-programrådet blev samtidig betroet visse gennemførelsesopgaver af centralbankerne i Eurosystemet, således at rådet kan være fuldt operationelt og handle på vegne af hele Eurosystemet.

(5)

Denne retningslinje fastsætter navnlig grundlaget for T2S-programmet i specifikations- og udviklingsfasen. Retningslinjen er resultatet af de tidligere nævnte beslutninger truffet af Styrelsesrådet og præciserer navnlig T2S-programrådets og 4CB’s roller og ansvarsområder samt deres indbyrdes forhold. Retningslinjen vil blive suppleret med yderligere retsakter og aftaler, for hvilke Styrelsesrådet har det endelige ansvar, i takt med at T2S-programmet videreudvikles.

(6)

I overensstemmelse med Styrelsesrådets tidligere nævnte beslutninger er ledelsen af T2S-programmet forankret på tre niveauer. På det første ledelsesniveau træffes de endelige beslutninger vedrørende T2S af Styrelsesrådet, som har det overordnede ansvar for T2S-programmet, og som i henhold til ESCB-statuttens artikel 8 er beslutningstager for hele Eurosystemet. På det andet ledelsesniveau blev T2S-programrådet oprettet med det formål at bistå ECB’s beslutningstagende organer med at sikre en vellykket og rettidig gennemførelse af T2S-programmet. Det tredje og sidste ledelsesniveau udgøres af 4CB.

(7)

Da T2S-tjenesterne tilbydes værdipapircentralerne, er det vigtigt at strukturere forholdet til disse gennem hele udviklingen af, overgangen til og den efterfølgende drift af T2S. Der vil blive nedsat en kontaktgruppe til dette formål. De nationale brugergrupper er forum for kommunikation og interaktion med leverandører og brugere af værdipapirafviklingstjenester på de nationale markeder. Den rådgivende T2S-gruppe er forum for kommunikation og interaktion mellem Eurosystemet og eksterne interessenter i T2S.

(8)

T2S er ikke et kommercielt foretagende og har ikke til formål at konkurrere med værdipapircentraler eller andre markedsaktører. T2S’s finansielle målsætning sigter mod fuld omkostningsdækning, men T2S-tjenesterne stilles ikke til rådighed med indtjening for øje. En afgørelse om Eurosystemets samlede investering i T2S vil blive truffet internt, mens afgørelsen om prisfastsættelse af T2S’s tjenesteydelser vil sigte mod fuld omkostningsdækning. Endvidere bør Eurosystemet nøje efterleve princippet om ikke at forskelsbehandle værdipapircentralerne og have som mål at sikre lige vilkår for de værdipapircentraler, som vælger at overføre deres afviklingsplatform til T2S.

(9)

T2S er en teknisk foranstaltning, som ikke kun kan anvendes til afvikling i euro. Den vil også være åben for nationale centralbanker uden for euroområdet og andre centralbanker, som ønsker at deltage ved at gøre deres valuta tilgængelig for afvikling i centralbankpenge i T2S i overensstemmelse med denne retningslinje —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

AFSNIT I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.   T2S er baseret på én fælles teknisk platform, som er integreret i centralbankernes realtids bruttoafviklingssystem (Real-Time Gross Settlement (RTGS)). Det er en tjenesteydelse, som Eurosystemet leverer til værdipapircentralerne, og som muliggør en grundlæggende, neutral og grænseløs afvikling af værdipapirhandler i centralbankpenge efter princippet levering mod betaling.

2.   Denne retningslinje fastlægger reglerne for ledelse af T2S-programmet. Den fastlægger også hovedtrækkene i T2S-programmet, idet den definerer de respektive roller og ansvarsområder for T2S-programrådet og 4CB samt deres indbyrdes forhold i specifikations- og udviklingsfasen. Den præciserer også de vigtigste beslutninger, som skal træffes af Styrelsesrådet i forbindelse med T2S. Retningslinjen fastlægger endvidere de grundlæggende principper for T2S vedrørende: a) finansieringssystemet, rettigheder og garantier, b) hvordan værdipapircentralernes adgang og de kontraktmæssige forhold til værdipapircentralerne vil blive fastlagt, c) hvordan andre valutaer end euroen kan godkendes til brug i T2S, og d) udviklingen af T2S-programmet.

Artikel 2

Definitioner

I denne retningslinje forstås ved:

—   »værdipapircentral« (Central Securities Depository (CSD)): en enhed som: a) gør det muligt at behandle og afvikle værdipapirtransaktioner ved kontopostering, b) yder forvaltningstjenester, f.eks. administration af corporate actions og indfrielser og c) spiller en aktiv rolle i at sikre integriteten ved værdipapiremissioner

—   »levering mod betaling« (delivery versus payment): en mekanisme, som knytter overførslen af værdipapirer og overførslen af betalingsmidlet sammen på en sådan måde, at levering af værdipapirer kun sker, hvis betaling erlægges

—   »national centralbank inden for euroområdet«: en national centralbank i en medlemsstat, der har euroen som møntfod

—   »centralbank inden for Eurosystemet«: alt efter omstændighederne en national centralbank inden for euroområdet eller ECB

—   »rammeaftale«: en kontraktlig rammeaftale, som indgås mellem en værdipapircentral og Eurosystemet vedrørende udviklings- og driftsfasen

—   »generelle funktionsspecifikationer« (General Functional Specifications (GFS)): en generel beskrivelse af den funktionsløsning, som skal udvikles for at leve op til brugerkravene til T2S. Den omfatter elementer som f.eks. den funktionelle arkitektur (domæner/moduler og interaktioner), begrebsmodellerne samt datamodellen eller de forskellige datastrømme

—   »niveau 2/niveau 3-aftale«: leverings- og driftsaftale, som T2S-programrådet og 4CB har forhandlet sig frem til, og som er blevet godkendt af Styrelsesrådet og efterfølgende underskrevet af centralbankerne i Eurosystemet og 4CB. Den indeholder yderligere detaljer om arbejdsopgaver og ansvarsområder for 4CB, T2S-programrådet og centralbankerne i Eurosystemet

—   »medlemsstat«: en stat som er medlem af den Europæiske Union

—   »national centralbank uden for euroområdet«: en national centralbank i en medlemsstat, der ikke har euroen som møntfod

—   »driftsfase«: det tidsrum som begynder, når den første værdipapircentral er overgået til at anvende T2S

—   »anden centralbank«: centralbanken i en stat uden for Unionen

—   »betalingsplan«: en plan, som viser betalingsrækkefølgen af de forskellige delbeløb, der udgør vederlaget til 4CB

—   »serviceniveauaftale«: dels en aftale, som definerer niveauet for tjenesteydelser, som 4CB skal levere til Eurosystemet, dels en aftale, der definerer niveauet for tjenesteydelser, som Eurosystemet skal levere til værdipapircentralerne vedrørende T2S

—   »specifikations- og udviklingsfase«: det tidsrum som begynder med Styrelsesrådets godkendelse af brugerkravsdokumentet, og som afsluttes med starten på driftsfasen

—   »T2S-forretningsapplikation«: den software, der er udviklet, og som drives af 4CB på vegne af Eurosystemet, som gør det muligt for Eurosystemet at levere T2S-tjenesteydelser på T2S-platformen

—   »T2S-styringsprocedure for ændringer og frigivelser«: et sæt af regler og procedurer, som finder anvendelse, når en ændring af T2S’s tjenesteydelser iværksættes

—   »T2S-finansieringsramme«: den øvre grænse for de samlede omkostninger for T2S, som skal godtgøres. Finansieringsrammen fastsætter a) det maksimale beløb, som de deltagende nationale centralbanker skal betale for T2S og b) for 4CB det beløb, som de deltagende nationale centralbanker betaler 4CB ved leveringen på basis af den aftalte betalingsplan.

—   »T2S-platform« (i denne retningslinje, uanset brugen af termen T2S-platform i andet dokumentationsmateriale om T2S): den hardware og alle de softwarekomponenter, (dvs. al software, undtagen T2S-forretningsapplikationen), som er nødvendige for at køre og drive T2S-forretningsapplikationen

—   »T2S-program«: alle de foranstaltninger og resultater, som er nødvendige for udviklingen af T2S, indtil alle de værdipapircentraler, som har underskrevet rammeaftalen med Eurosystemet, er helt overgået til T2S

—   »T2S-programrådet«: Eurosystemets ledelsesorgan, oprettet i henhold til afgørelse ECB/2009/6, som har til opgave at udarbejde forslag til Styrelsesrådet vedrørende vigtige strategiske spørgsmål og at udføre opgaver af rent teknisk karakter, som vedrører T2S

—   T2S-projektkonto: den T2S-konto, som anvendes til inddrivelse og udbetaling af delbetalinger, vederlag og gebyrer. Projektkontoen kan have underkonti for at adskille forskellige typer af betalingsstrømme. Kontoen er ikke en budgetkonto.

—   »T2S-tjenesteydelser«: de tjenesteydelser, som Eurosystemet skal levere til værdipapircentralerne på grundlag af T2S-rammeaftalen

—   »T2S-brugere«: juridiske personer som inden for rammerne af T2S har indgået en aftale med en værdipapircentral, som har underskrevet rammeaftalen med Eurosystemet. Begrebet omfatter også betalingsbanker, som har indgået en aftale med en centralbank, og som stiller likviditet til rådighed på en særlig T2S-kontantkonto for likvide midler gennem en konto i et realtids bruttoafviklingssystem for en finansiel institution, som afvikler i T2S

—   »detaljerede funktionsspecifikationer for brugerne« (User Detailed Functional Specifications (UDFS)): en detaljeret beskrivelse af de funktioner, som styrer T2S’s eksterne datastrøm (fra applikation til applikation). Specifikationerne skal omfatte de oplysninger, som er nødvendige, for at brugerne kan tilpasse eller udvikle deres eget interne informationssystem med henblik på tilslutningen til T2S

—   »Brugerhåndbog«: det dokument, som beskriver den måde, hvorpå T2S-brugere kan gøre brug af en række T2S-softwarefunktioner, som er tilgængelige i et (skærmbaseret) bruger-til-applikation-modus

—   »Brugerkravsdokument« (User Requirements Document (URD)): dokument, som fastsætter brugerkravene for T2S, som offentliggjort af ECB den 3. juli 2008, og som senere ændret inden for rammerne af styringsproceduren for ændringer og frigivelser.

AFSNIT II

LEDELSE AF T2S-PROGRAMMET

Artikel 3

Ledelsesniveauer

Ledelsen af T2S-programmet er forankret på tre niveauer, som beskrevet i dette afsnit af retningslinjen. Niveau 1 består af Styrelsesrådet, niveau 2 af T2S-programrådet og niveau 3 af 4CB.

Artikel 4

Styrelsesrådet

1.   Styrelsesrådet har ansvar for ledelsen, den overordnede administration og kontrollen af T2S-programmet. Styrelsesrådet har også ansvar for den endelige beslutningstagning vedrørende T2S-programmet og træffer beslutning om fordelingen af arbejdsopgaver, som ikke specifikt er henført til niveau 2 og 3.

2.   Styringsrådet har især følgende kompetencer:

a)

ansvar for ledelsen af T2S-programmet i forbindelse med følgende aktiviteter:

i)

træffe afgørelse i alle spørgsmål, som vedrører ledelsen af T2S; ansvarlig for det overordnede T2S-program, hvilket betyder, at rådet har kompetence til at træffe den endelige afgørelse ved en eventuel tvist

ii)

træffe beslutninger ad hoc vedrørende arbejdsopgaver, som er henlagt til T2S-programrådet eller til 4CB

iii)

uddelegering af senere eller yderligere særlige arbejdsopgaver vedrørende T2S-programmet til T2S-programrådet og/eller 4CB samt fastlæggelse af, hvilke beslutninger i forbindelse hermed det er forbeholdt Styrelsesrådet at træffe

iv)

træffe alle beslutninger, som vedrører T2S-programrådets organisation

b)

behandling af forespørgsler fra medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe fremsat i overensstemmelse med reglerne for denne rådgivende gruppe

c)

fastlæggelse af det grundlæggende finansieringssystem for T2S, dvs.:

i)

prisfastsættelsespolitikken for T2S-tjenester

ii)

omkostningsmetodologien for T2S

iii)

de finansielle foranstaltninger i henhold til artikel 12

d)

fastlæggelse af adgangskriterierne for værdipapircentralerne

e)

validering og godkendelse af T2S-programplanen; overvåge udviklingen i T2S-programmet samt træffe beslutning om forholdsregler til imødegåelse af forsinkelser i gennemførelsen af T2S

f)

fastlæggelse af de grundlæggende driftsmæssige aspekter ved T2S, dvs.:

i)

de driftsmæssige rammer for T2S, herunder strategien for styring ved driftsforstyrrelser og i krisesituationer

ii)

T2S-rammerne for datasikkerhed

iii)

T2S-styringsproceduren for ændringer og frigivelser

iv)

strategien for afprøvning af T2S

v)

strategien for overgang til T2S

vi)

T2S-rammerne for risikostyring

g)

godkendelse af de grundlæggende aftaleretlige rammer, dvs.:

i)

aftalerne mellem niveau 2 og 3

ii)

serviceniveauaftalerne, som forhandles mellem T2S-programrådet, værdipapircentralerne og centralbankerne i Eurosystemet samt med 4CB

iii)

aftalerne med værdipapircentralerne, som forhandles mellem T2S-programrådet i fællesskab med centralbankerne i Eurosystemet på den ene side, og med værdipapircentralerne på den anden side

iv)

aftaler med nationale centralbanker uden for euro-området, andre centralbanker eller andre kompetente monetære myndigheder, herunder de respektive serviceniveauaftaler

h)

ansvarlig for at træffe de fornødne foranstaltninger til sikring af, at overvågningsreglerne og -principperne overholdes

i)

træffe beslutning om datoen for påbegyndelse af værdipapircentralernes overgang til T2S.

Artikel 5

T2S-programrådet

1.   T2S-programrådets sammensætning og mandat fremgår af afgørelse ECB/2009/6. T2S-programrådet er ansvarlig for arbejdsopgaver, som er henlagt til niveau 2 inden for den overordnede ramme, som Styrelsesrådet har fastlagt

2.   T2S-programrådets mandat omfatter også:

a)

drøftelse og godkendelse af de generelle funktionsspecifikationer, de detaljerede funktionsspecifikationer til brugerne samt brugerhåndbøgerne

b)

gennemførelse af de driftsmæssige rammer for T2S, herunder strategien for styring ved driftsforstyrrelser og i krisesituationer inden for rammerne af de parametre, som Styringsrådet har fastlagt

c)

forhandling af de i artikel 18, stk. 1 og 2 omhandlede aftaler om deltagende valutaer

d)

tilvejebringelse af oplysninger til lovgivende myndigheder og/eller overvågningsmyndigheder

e)

forhandling af niveau 2/niveau 3-aftalen med 4CB, som skal godkendes af Styrelsesrådet.

Artikel 6

4CB

1.   4CB skal stå for udviklingen og driften af T2S og skal oplyse T2S-programrådet om deres interne organisation og fordeling af arbejdsopgaver

4CB skal især forestå følgende opgaver:

a)

på baggrund af brugerkravsdokumentet og T2S-programrådets vejledning udarbejde de generelle funktionsspecifikationer, de detaljerede funktionsspecifikationer for brugerne og brugerhåndbøgerne i overensstemmelse med T2S-programplanen

b)

udvikle og opbygge T2S på vegne af Eurosystemet og levere de tekniske komponenter til T2S i overensstemmelse med T2S-programplanen og brugerkravsdokumentet, de generelle funktionsspecifikationer, de detaljerede funktionsspecifikationer for brugerne samt andre specifikationer og serviceniveauer

c)

gøre T2S tilgængelig for T2S-programrådet i overensstemmelse med den godkendte tidsplan samt de godkendte specifikationer og serviceniveauer

d)

indgive følgende til T2S-programrådet med henblik på de økonomiske foranstaltninger i henhold til artikel 12:

i)

et skøn over de omkostninger, der vil være forbundet med udvikling og drift af T2S, i en form, som kan vurderes og/eller revideres af de relevante komiteer inden for ESCB/Eurosystemet og/eller af eksterne revisorer

ii)

et økonomisk tilbud, herunder angivelse af type, betalingsplan samt hvilken tidsperiode det gælder

e)

tilvejebringe alle nødvendige licenser for at opbygge og drive T2S samt gøre det muligt for Eurosystemet at levere T2S-tjenesteydelser til værdipapircentralerne

f)

gennemføre ændringer af T2S i overensstemmelse med T2S-styringsproceduren for ændringer og frigivelser

g)

besvare forespørgsler inden for deres kompetenceområde fra Styrelsesrådet eller T2S-programrådet

h)

afholde uddannelsesforløb og yde teknisk og driftsmæssig support ved afprøvning og i forbindelse med overgang under T2S-programrådets koordination

i)

forhandling af niveau 2/niveau 3-aftalen med T2S-programrådet.

2.   4CB hæfter solidarisk over for Eurosystemet for opfyldelsen af deres forpligtelser. Erstatningsansvaret skal dække bedrageri, forsætlig forsømmelse og grov uagtsomhed. Erstatningsansvaret præciseres nærmere i niveau 2/niveau 3-aftalen.

3.   Outsourcing eller underentreprise af ovennævnte opgaver til eksterne udbydere fra 4CB’s side berører ikke sidstnævntes forpligtelser over for Eurosystemet og andre interessenter og skal være gennemskuelig for T2S-programrådet.

Artikel 7

Forholdet til eksterne interessenter

1.   Den rådgivende T2S-gruppe er forum for kommunikation og interaktion mellem Eurosystemet og T2S’s eksterne interessenter. Den rådgivende T2S-gruppe refererer til T2S-programrådet og kan i særlige tilfælde forelægge spørgsmål for Styrelsesrådet.

Den rådgivende T2S-gruppes formand er formanden for T2S-programrådet. Den rådgivende T2S-gruppes sammensætning og mandat fremgår af bilag I til denne retningslinje.

Den rådgivende T2S-gruppe udfører sin funktion i henhold til forretningsordenen, som Styrelsesrådet har godkendt.

2.   Kontaktgruppen for værdipapircentraler er forum for kommunikation og interaktion med værdipapircentralerne. Kontaktgruppen skal bidrage til udarbejdelsen og forhandlingen af rammeaftalen mellem Eurosystemet på den ene side og de værdipapircentraler, som ønsker at deltage i T2S, på den anden side. Formand for kontaktgruppen for værdipapircentraler er formanden for T2S-programrådet. Værdipapircentral-kontaktgruppens sammensætning og mandat fremgår af bilaget.

3.   De nationale brugergrupper er forum for kommunikation og interaktion med leverandører og brugere af værdipapirafviklingstjenester på deres nationale markeder for at støtte udviklingen og gennemførelsen af T2S samt vurdere, hvilken indflydelse T2S har på de nationale markeder. De nationale brugergrupper ledes af de respektive nationale centralbanker. De nationale brugergruppers sammensætning og mandat fremgår af bilaget.

Artikel 8

God ledelse

1.   For at undgå interessekonflikter mellem Eurosystemets funktion som leverandør af T2S-tjenester og dets kontrollerende funktioner skal centralbankerne i Eurosystemet sikre, at:

a)

medlemmerne af T2S-programrådet ikke deltager i nogen form for overvågning af deres centralbank i relation til T2S i overensstemmelse med forretningsordenen for T2S-programrådet, som er godkendt af Styrelsesrådet. De må ikke være medlemmer af Betalings- og Værdipapirafviklingsudvalget (Payment and Settlement Systems Committee (PSSC)), Informationsteknologikomiteen (Information Technology Committee (ITC)) eller Eurosystemets IT-styrekomité (Eurosystem IT Steering Committee (EISC)).

b)

overvågningen af T2S og driftsaktiviteterne inden for rammerne af T2S er adskilt.

2.   T2S-programrådet er underlagt rapporteringskrav, kontrol og revision, som angivet i denne retningslinje. Revision af T2S’s udvikling, drift og omkostninger skal iværksættes og gennemføres ud fra de principper og bestemmelser, som er beskrevet i den af Styrelsesrådet fastsatte revisionspolitik for ESCB, som er i kraft på tidspunktet for den pågældende revision.

Artikel 9

Samarbejde og information

1.   4CB og T2S-programrådet skal samarbejde med hinanden, udveksle informationer og forsyne hinanden med teknisk og anden form for support under udviklingen af T2S-programmet.

2.   4CB, de andre centralbanker i Eurosystemet og T2S-programrådet skal omgående informere hinanden om ethvert anliggende, som kan påvirke udviklingen af T2S i væsentlig grad, og bestræbe sig på at afværge mulige risici i forbindelse hermed.

3.   T2S-programrådet aflægger kvartalsvis rapport til Styrelsesrådet om udviklingen af T2S-programmet. Rapportudkast sendes til Værdipapirafviklingsudvalget (Payment and Settlement Systems Committee (PSSC)) og til Eurosystemets IT-styringskomité (Eurosystem IT Steering Committee (EISC)) for bemærkninger, før de sendes videre via direktionen til Styrelsesrådet.

4.   T2S-programrådet videresender dagsordener, referater og anden relevant dokumentation fra sine møder til medlemmerne af Værdipapirafviklingsudvalget for at give disse mulighed for at fremsætte eventuelle synspunkter.

5.   T2S-programrådet kan høre, og selv høres af, andre kompetente ESCB-komitéer om nødvendigt.

6.   4CB aflægger løbende rapport om T2S-programmet til T2S-programrådet.

7.   Indholdet af og den detaljerede procedure for rapporteringskravene for T2S-programrådet og 4CB er præciseret i niveau 2/niveau 3-aftalen.

AFSNIT III

FINANSIERINGSSYSTEMET

Artikel 10

Prisfastsættelsespolitikken

1.   T2S’s prisfastsættelsespolitik skal følge de grundlæggende principper om ikke-overskudsgivende virksomhed, fuld omkostningsdækning og ikke-forskelsbehandling af værdipapircentralerne.

2.   Senest 6 måneder efter vedtagelsen af denne retningslinje skal T2S-programrådet indsende et forslag om prisfastsættelsespolitikken for T2S-tjenesteydelser til Styrelsesrådet, herunder de generelle procedurer samt en rapport om T2S’s overholdelse af målsætningen om ikke-overskudsgivende virksomhed og fuld omkostningsdækning, herunder en vurdering af eventuelle finansielle følgerisici, som Eurosystemet kan blive udsat for. Prisfastsættelsespolitikken vil blive drøftet med værdipapircentralerne og brugerne, før den forelægges for Styrelsesrådet.

Artikel 11

Omkostnings- og regnskabsmetodologi

1.   T2S er underlagt Eurosystemets fælles omkostningsmetodologi og retningslinje ECB/2006/16 af 10. november 2006 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (2), medmindre Styrelsesrådet træffer anden beslutning.

2.   T2S-programrådet skal i en meget tidlig fase inddrage de relevante ESCB/Eurosystem-komitéer i vurderingen af den korrekte gennemførelse af:

a)

Eurosystemets fælles omkostningsmetodologi i forbindelse med beregningen af overslaget over T2S-omkostningerne og beregningen af de årlige omkostninger for T2S, og

b)

ECB og 4CB’s gennemførelse af ECB’s retningslinje ECB/2006/16 i forbindelse med bogføringen af aktiver og passiver inden for rammerne af T2S.

Artikel 12

Finansielle foranstaltninger

1.   T2S-programrådet fremlægger forslag til en finansieringsramme for T2S for Styrelsesrådet, som skal omfatte T2S’s omkostninger, dvs. 4CB og ECB’s omkostninger til udvikling, vedligeholdelse og drift af T2S.

2.   Forslaget skal også omfatte:

a)

angivelse af tilbuddets type

b)

en betalingsplan

c)

den omfattede tidsperiode

d)

en mekanisme til omkostningsfordeling

e)

kapitalomkostningerne.

3.   Styrelsesrådet træffer beslutning om de finansielle foranstaltninger.

Artikel 13

Betaling

1.   En T2S-projektkonto føres hos ECB på vegne af Eurosystemet. Denne konto er ikke en budgetkonto, men skal anvendes til inddrivelse og udbetaling af alle forudbetalinger, delbetalinger og vederlag, som vedrører T2S-omkostningerne samt brugerafgifterne for T2S.

2.   T2S-programrådet forvalter T2S-projektkontoen på vegne af Eurosystemet. Under forudsætning af at 4CB’s ydelser er valideret og godkendt, skal T2S-programrådet godkende udbetalingen af hver enkelt delbetaling til de fire centralbanker i overensstemmelse med den betalingsplan, som Styrelsesrådet har godkendt, og som fremgår af niveau 2/niveau 3-aftalen.

Artikel 14

Eurosystemets rettigheder i forhold til T2S

1.   T2S’s forretningsapplikation er 100 % ejet af Eurosystemet.

2.   Til dette formål skal 4CB tildele Eurosystemet de licenser vedrørende immaterielle rettigheder, som er nødvendige for, at Eurosystemet kan stille hele spektret af T2S-tjenester til rådighed for værdipapircentralerne inden for rammerne af de gældende regler, fælles serviceniveauer og princippet om lige vilkår. 4CB skal holde Eurosystemet skadesløs for enhver påstand fra tredjepart om krænkelse af de immaterielle rettigheder.

3.   De nærmere detaljer om Eurosystemets rettigheder til T2S fastlægges efter aftale mellem 4CB og T2S-programrådet i niveau 2/niveau 3-aftalen. Rettighederne for de myndigheder, der har underskrevet en aftale om valutadeltagelse, som defineret i artikel 18, vil blive fastsat i en sådan aftale.

AFSNIT IV

VÆRDIPAPIRCENTRALERNE

Artikel 15

Adgangskriterier for værdipapircentraler

1.   Værdipapircentraler er berettiget til at få adgang til T2S-tjenesteydelserne, såfremt de:

a)

er blevet anmeldt til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (3), eller, såfremt det drejer sig om en værdipapircentral uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), at den opererer inden for en retlig og lovgivningsmæssig ramme, som er sammenlignelig med den, der gælder i EU

b)

har fået en positiv vurdering af de kompetente myndigheder på grundlag af CESR/ESCB’s anbefalinger om et værdipapirafviklingssystem (Recommendations for Securities Settlement System)

c)

på anmodning gør ethvert værdipapir/ISIN, for hvilket den er udsteder-værdipapircentral (eller teknisk udsteder-værdipapircentral), tilgængeligt for andre værdipapircentraler i T2S

d)

forpligter sig til at tilbyde andre værdipapircentraler i T2S grundlæggende depottjenester uden forskelsbehandling

e)

forpligter sig til at tilbyde andre værdipapircentraler i T2S at udføre deres afvikling i centralbankpenge i T2S, hvis valutaen er tilgængelig i T2S.

2.   Reglerne vedrørende adgangskriterierne for værdipapircentraler skal fremgå af de kontraktlige aftaler mellem centralbankerne i Eurosystemet og værdipapircentralerne.

3.   ECB fører en liste på sin webside over de værdipapircentraler, der har fået tilladelse til at afvikle i T2S.

Artikel 16

De aftaleretlige forbindelser med værdipapircentralerne

1.   Aftalerne mellem centralbankerne i Eurosystemet og værdipapircentralerne, herunder serviceniveau-aftalerne, skal være fuldstændigt harmoniserede.

2.   T2S-programrådet skal sammen med centralbankerne i Eurosystemet forhandle aftalerne med værdipapircentralerne.

3.   Aftalerne med værdipapircentralerne skal godkendes af Styrelsesrådet og efterfølgende underskrives af centralbanken i det euroland, hvor værdipapircentralen ligger, eller af ECB, hvis værdipapircentralen ligger uden for euroområdet. I begge tilfælde optræder de som og på vegne af alle centralbankerne i Eurosystemet. Hvad Irland angår, underskrives kontrakten af den centralbank i Eurosystemet, hvis medlemsstat har anmeldt værdipapirafviklingssystemet til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 10 i direktiv 98/26/EF.

Artikel 17

Efterlevelse af de forskriftsmæssige krav

1.   T2S-programrådet skal bestræbe sig på at støtte værdipapircentralerne i deres efterlevelse af de relevante retlige, lovgivningsmæssige og overvågningsmæssige krav.

2.   T2S-programrådet skal overveje, om ECB bør udstede anbefalinger med henblik på at fremme tilpasninger af lovgivningen med det formål at sikre værdipapircentralerne lige adgangsrettigheder til T2S-tjenesterne og fremsætte forslag herom over for Styrelsesrådet.

AFSNIT V

ANDRE VALUTAER END EUROEN

Artikel 18

Adgangsbetingelser for optagelse i T2S

1.   Andre EØS-valutaer end euroen kan anvendes i T2S, såfremt den nationale centralbank uden for euro-området, en anden centralbank eller anden myndighed, som er ansvarlig for denne valuta, indgår en aftale med Eurosystemet om valutadeltagelse, og Styrelsesrådet har godkendt anvendelsen af denne valuta.

2.   En valuta, som ikke er en EØS-valuta, kan anvendes i T2S, såfremt Styrelsesrådet har godkendt anvendelsen af denne valuta, og hvis:

a)

den retlige, lovgivningsmæssige og overvågningsmæssige ramme, som finder anvendelse på afvikling i den pågældende valuta, sikrer samme eller højere grad af retssikkerhed end den, der er gældende i Unionen

b)

optagelse af en sådan valuta i T2S vil have en positiv indflydelse på T2S’s bidrag til værdipapirafviklingsmarkedet i Unionen

c)

den anden centralbank eller anden myndighed, som er ansvarlig for en sådan valuta, indgår en gensidigt tilfredsstillende aftale med Eurosystemet om valutadeltagelse.

3.   Ifølge T2S-programrådets mandat er det muligt for de nationale centralbanker uden for euroområdet at være repræsenteret i T2S-programrådet.

AFSNIT VI

UDVIKLINGEN AF T2S-PROGRAMMET

Artikel 19

T2S-programplanen

1.   Efter vedtagelsen af denne retningslinje skal T2S-programrådet forelægge Styrelsesrådet forslag til en T2S-programplan, der er baseret på brugerkravsdokumentet, og som består af en struktureret liste over ydelser og aktiviteter i forbindelse med T2S-programmet samt deres indbyrdes afhængighed og forventede start- og slutdatoer.

2.   På baggrund af forslag fra T2S-programrådet skal Styrelsesrådet bedømme, validere og godkende T2S-programplanen.

3.   På grundlag af T2S-programplanen udarbejder T2S-programrådet en detaljeret tidsplan, som fastsætter delmålene i T2S-programmet. Tidsplanen offentliggøres og videregives til T2S’s interessenter.

4.   Er der alvorlig risiko for, at et af delmålene i T2S-programmet ikke vil kunne opfyldes, skal T2S-programrådet omgående informere Styrelsesrådet herom og fremkomme med forslag til foranstaltninger, der kan begrænse eventuelle forsinkelser i gennemførelsen af T2S-programmet.

AFSNIT VII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 20

Niveau 2/niveau 3-aftale

1.   Med forbehold af bestemmelserne i denne retningslinje skal en niveau 2/niveau 3-aftale yderligere præcisere de opgaver og ansvarsområder, som henhører under 4CB, T2S-programrådet og centralbankerne i Eurosystemet.

2.   Udkastet til niveau 2/niveau 3-aftalen forelægges Styrelsesrådet til godkendelse, hvorefter aftalen underskrives af Eurosystemet og 4CB.

Artikel 21

Tvistbilæggelse

1.   Hvis en tvist vedrørende et spørgsmål, der er reguleret i denne retningslinje, ikke kan løses ved aftale mellem de berørte parter, kan enhver af de berørte parter forelægge sagen for Styrelsesrådet til afgørelse.

2.   Det skal fremgå af niveau 2/niveau 3-aftalen, at T2S-programrådet eller 4CB kan henvise enhver tvist, der udspringer af niveau 2/niveau 3-aftalen til Styrelsesrådet.

Artikel 22

Ikrafttræden

Denne retningslinje træder i kraft den 1. maj 2010.

Artikel 23

Adressater og gennemførelsesbestemmelser

Denne retningslinje finder anvendelse på alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 21. april 2010.

For ECB's Styrelsesråd

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EUT L 102 af 22.4.2009, s. 12.

(2)  EUT L 348 af 11.12.2006, s. 1.

(3)  EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45.


BILAG

DEN RÅDGIVENDE T2S-GRUPPE

Mandat og sammensætning

1.   Mandat og kompetencer

Den rådgivende T2S-gruppe (TARGET2-Securities Advisory Group (AG) har følgende mandat:

a)

støtte Eurosystemets undersøgelse af de generelle specifikationer (General Specifications (GS)) og de detaljerede funktionsspecifikationer for brugerne (UDFS) for at sikre, at de overholder brugerkravsdokumentet (URD) fuldt ud

b)

støtte Eurosystemets undersøgelse af forespørgsler om ændring af brugerkravsdokumentet

c)

yde rådgivning i forbindelse med den videre definition af det retlige grundlag for de generelle specifikationer og de detaljerede funktionsspecifikationer for brugerne

d)

støtte Eurosystemet i den yderligere fastlæggelse af rammerne for prisfastsættelse

e)

fortsætte harmoniseringsarbejdet i forbindelse med værdipapirafvikling i T2S

f)

støtte gennemførelsesbestræbelserne på markedet

g)

yde rådgivning om og støtte gennemførelsen af aftaler og politikker, der bidrager til at skabe en effektiv og omkostningseffektiv efterhandel i T2S-regi mellem T2S og værdipapircentralerne og derved fremme værdipapircentralernes og markedsdeltagernes overførsel af deres saldi og afviklingsaktiviteter til T2S

h)

yde rådgivning om spørgsmål vedrørende overgang og faser.

2.   Sammensætning

2.1.

Den rådgivende T2S-gruppe består af formanden, sekretæren, de fulde medlemmer og observatørerne.

2.2.

Formanden kan efter eget skøn og fra møde til møde invitere yderligere eksperter til at deltage i den rådgivende T2S-gruppes møder og informere gruppen herom.

3.   Fulde medlemmer

3.1.

Fulde medlemmer kan deltage i beslutninger truffet af den rådgivende T2S-gruppe.

3.2.

Hver gruppe, som er kvalificeret til fuldt medlemskab i henhold til stk. 3.3, tildeles det samme antal fulde medlemmer. Antallet af fulde medlemmer fra de enkelte øvrige interessentgrupper svarer til antallet af fulde medlemmer i centralbankens interessentgruppe.

3.3.

En repræsentant for følgende grupper er berettiget til fuldt medlemskab af den rådgivende T2S-gruppe:

a)

Centralbanker — ECB og de nationale centralbanker i euroområdet repræsenteres af et fuldt medlem. Efter en medlemsstats indførelse af euroen deltager den pågældende nationale centralbank også som fuldt medlem af den rådgivende T2S-gruppe fra datoen for tiltrædelse af euroområdet. En centralbank uden for euroområdet, som har besluttet at lade sin valuta indgå i T2S, repræsenteres også ved ét fuldt medlem fra datoen for denne beslutning. Som en offentlig myndighed er Europa-Kommissionen fuldt medlem og regnes som medlem af centralbankgruppen.

b)

Værdipapircentraler — hver gruppe af værdipapircentraler, som kan bestå af flere værdipapircentraler, eller hver enkelt værdipapircentral, alt efter omstændighederne, der afvikler sine transaktioner i euro og/eller sine transaktioner i andre nationale valutaer end euroen, og som opfylder følgende kriterier, er fuldt medlem af den rådgivende T2S-gruppe, og kan udpege én repræsentant:

har erklæret, at den støtter T2S

er villig til at indgå en aftale med Eurosystemet

har erklæret, at den ønsker at benytte T2S, når det er i sat i drift.

I overensstemmelse med stk. 3.2 og 3.3.a) svarer antallet af repræsentanter for værdipapircentralerne til antallet af repræsentanter for centralbankerne. Derfor har større grupper af værdipapircentraler og større værdipapircentraler et større antal repræsentanter alt afhængig af deres afviklingsvolumen. Antallet af yderligere repræsentanter fastsættes ud fra værdipapircentralerne, som er repræsenteret i den rådgivende T2S-gruppe og formanden i den rådgivende T2S-gruppe i overensstemmelse med d’Hondts metode til forholdsmæssig repræsentation.

c)

Brugerne — nomineringskomitéen (Nomination Committee (NC)) udvælger medlemmer fra brugergruppen på grundlag af ansøgninger modtaget fra sekretæren ud fra en foruddefineret nøgle:

mindst elleve fulde medlemmer, som repræsenterer større erhvervsbanker, der driver virksomhed i værdipapirsektoren i valutaer, der er godkendt til afvikling i T2S, uanset hvor de har deres hjemsted

mindst to fulde medlemmer, som repræsenterer internationale investeringsbanker

mindst to fulde medlemmer, som repræsenterer banker, der driver virksomhed i værdipapirafviklingssektoren til betjening af deres lokale kunder

mindst et fuldt medlem, som repræsenterer en central modpart.

4.   Observatører

4.1.

Observatører kan deltage i den rådgivende T2S-gruppes møder, men må ikke deltage i beslutningstagningsprocesen.

4.2.

En repræsentant for hver af følgende grupper/institutioner kan deltage som observatør i den rådgivende T2S-gruppe:

a)

Committee of European Securities Regulators (Udvalget af Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheder)

b)

European Banking Federation (Den Europæiske Banksammenslutning)

c)

European Savings Bank Group (Den Europæiske Sparekassegruppe)

d)

European Association of Co-operative Banks (Den Europæiske Forening af Andelskasser)

e)

European Securities Services Forum

f)

Federation of European Securities Exchanges

g)

værdipapircentraler, som støtter T2S, og som drives af en national centralbank

h)

formændene for undergrupper til den rådgivende T2S-gruppe.

4.3.

Centralbankerne i Eurosystemet, som ønsker at opbygge og benytte T2S-platformen (4CB), kan udpege en repræsentant for hver af disse centralbanker, som kan deltage som observatør i den rådgivende T2S-gruppe. Disse repræsentanter fremlægger deres synspunkter over for den rådgivende T2S-gruppe som en enhed.

5.   Nomineringsprocedurer

5.1.

Følgende nomineringsprocedurer gælder for alle fulde medlemmer og observatører:

a)

repræsentanter for centralbankerne udpeges af formanden for centralbanken i overensstemmelse med statutten for den pågældende centralbank

b)

repræsentanter for værdipapircentralerne udpeges af formanden for den pågældende værdipapircentral

c)

repræsentanter for brugerne udpeges af de respektive organisationer på grundlag af personlige ansøgninger. De udpeges af nomineringskomitéen i overensstemmelse med de for nomineringskomitéen gældende procedurer og kriterier

d)

observatører udpeges af formanden for den pågældende gruppe/institution.

5.2.

Hver enkelt udpegede person skal have en passende anciennitet og relevant teknisk ekspertise. De nominerende enheder har ansvar for at sikre, at den udpegede person kan afsætte tilstrækkelig tid til at tage aktivt del i arbejdet i den rådgivende T2S-gruppe.

5.3.

Nomineringen skal bekræftes skriftligt over for sekretæren.

6.   Deltagelse

6.1.

Fulde medlemmer og observatører i den rådgivende T2S-gruppe deltager på et strengt personligt grundlag. Deres deltagelse i den rådgivende T2S-gruppes møder betragtes som et udtryk for deres engagement i projektet.

6.2.

Fulde medlemmer og observatører har ret til at udpege en suppleant (med tilsvarende anciennitet og ekspertise), som undtagelsesvis kan deltage i den rådgivende T2S-gruppe ved førstnævntes fravær og udtrykke synspunkter, eller, såfremt det drejer sig om fulde medlemmer, stemme på hans/hendes vegne. De pågældende fulde medlemmer og observatører skal informere sekretæren herom i god tid.

6.3.

Forlader et fuldt medlem eller en observatør den enhed, som han/hun repræsenterer, ophører hans/hendes medlemsskab med omgående virkning.

6.4.

Træder et fuldt medlem eller en observatør tilbage, eller ophører vedkommendes medlemskab, anmoder formanden for den rådgivende T2S-gruppe den ansvarlige nominerende organisation eller nomineringskomitéen om at udpege et nyt medlem i overensstemmelse med nomineringsproceduren i artikel 5.

7.   Formand

7.1.

Formanden skal være chef på højt niveau i ECB og udpeges af Styrelsesrådet. Formanden har ret til at udpege en suppleant, som kan repræsentere ham/hende i særlige tilfælde.

7.2.

Formanden har ansvar for at tilrettelægge møderne i den rådgivende T2S-gruppe og har forsæde på disse. Formanden træffer i denne funktion beslutning om dagsordenen på disse møder under hensyn til bidrag fra medlemmerne af den rådgivende T2S-gruppe og beslutter, hvilke dokumenter der skal fremsendes til den rådgivende T2S-gruppe.

7.3.

Formanden afgør, hvorvidt et anliggende henhører under den rådgivende T2S-gruppes kompetence (i henhold til artikel 1.2) og informerer den rådgivende T2S-gruppe, hvis han/hun finder, at det ikke falder ind under den rådgivende T2S-gruppes kompetenceområde.

7.4.

Formanden udøver alle de funktioner, som fremgår af Styrelsesrådets beslutning, samt alle øvrige funktioner, som den rådgivende T2S-gruppe senere måtte overdrage til denne.

7.5.

Formanden udpeger formændene og de almindelige medlemmer i de undergrupper, som oprettes i regi af den rådgivende T2S-gruppe.

7.6.

Formanden alene repræsenterer den rådgivende T2S-gruppe udadtil. Den rådgivende T2S-gruppe vil på passende måde blive informeret på forhånd i tilfælde, hvor formanden repræsenterer den rådgivende T2S-gruppe eksternt. Al ekstern kommunikation på vegne af den rådgivende T2S-gruppe vil blive bragt til den rådgivende T2S-gruppes kendskab i god tid i forvejen.

8.   Sekretariat

8.1.

Sekretæren skal være en meget erfaren medarbejder hos ECB og udpeges af formanden. Formanden kan udpege en suppleant, som i særlige tilfælde kan repræsentere sekretæren.

8.2.

ECB yder drifts- og sekretariatsmæssig støtte til sekretæren.

8.3.

Sekretæren refererer til formanden. Sekretærens opgaver omfatter navnlig:

a)

bistå formanden i opfyldelsen af dennes forpligtelser

b)

tilrettelæggelse af møder og udarbejdelse af referat fra disse

c)

bistå med udarbejdelsen af udkast til dokumenter vedtaget af den rådgivende T2S-gruppe

d)

fungere som koordinator ved høringer

e)

organisering af ekstern kommunikation i forbindelse med den rådgivende T2S-gruppes og andre gruppers arbejde (f.eks. offentliggørelse af dokumenter fra den rådgivende T2S-gruppe)

f)

udøvelse af alle andre funktioner, som er tillagt denne i overensstemmelse med denne forretningsorden, den rådgivende T2S-gruppe eller formanden, alt efter omstændighederne.

8.4.

Sekretæren er født medlem af nomineringskomitéen. Sekretæren kan også deltage i den rådgivende T2S-gruppes undergrupper.

8.5.

Sekretæren har ikke ret til at deltage i den rådgivende T2S-gruppes beslutninger.

9.   Arbejdsprocedurer

9.1.

Som en hovedregel mødes den rådgivende T2S-gruppe en gang i kvartalet. Formanden kan indkalde til yderligere møder og informerer den rådgivende T2S-gruppe om datoen for afholdelsen af disse i god tid forinden. Møderne afholdes principielt i ECB’s lokaler.

9.2.

Arbejdssproget er engelsk.

9.3.

Foreløbige konklusioner om de vigtigste resultater fra den rådgivende T2S-gruppes møder offentliggøres på ECB’s websted senest tre arbejdsdage efter mødet. Disse foreløbige konklusioner offentliggøres under formandens ansvar, og mærkes som sådan, uden inddragelse af den rådgivende T2S-gruppe. Sekretæren udarbejder også en handlingsplan efter hvert enkelt møde i den rådgivende T2S-gruppe, hvoraf de enkelte opgaver og tidsfrister, som blev aftalt på mødet, fremgår. Sekretæren udarbejder endvidere et referat fra møderne, som udsendes til medlemmerne af den rådgivende T2S-gruppe senest seks arbejdsdage efter mødet. Bemærkninger fra den rådgivende T2S-gruppes medlemmer til udkastet til referat skal indgives senest tre arbejdsdage efter mødet. Det endelige referat offentliggøres efter godkendelse af den rådgivende T2S-gruppe. Det erstatter formandens foreløbige konklusioner, som fjernes fra webstedet efter referatets offentliggørelse. Referatet redegør for, hvilke emner der blev drøftet på mødet samt resultatet heraf.

9.4.

Den rådgivende T2S-gruppe arbejder på en åben og gennemsigtig måde.

Dagsordenen for et møde, og de dokumenter, som skal drøftes, (herunder input fra den rådgivende T2S-gruppes undergrupper) udsendes til medlemmerne og offentliggøres på ECB’s websted mindst fem arbejdsdage før mødet. Den rådgivende T2S-gruppe kan efter eget skøn tage stilling til, om dokumenter, som er udsendt mindre end fem dage før et møde, skal drøftes på det pågældende møde. Bemærkninger og andre indlæg, som sekretæren har modtaget senest tre arbejdsdage før et møde, vil blive udsendt til den rådgivende T2S-gruppe og vil i princippet også blive offentliggjort på ECB’s websted. Fortrolige dokumenter (f.eks. dokumenter fra markedsdeltagere, som er fremsendt under forudsætning af, at de behandles fortroligt, eller dokumenter, som formanden vurderer er fortrolige) vil ikke blive offentliggjort.

9.5.

Beslutninger truffet af den rådgivende T2S-gruppe kan tage form af råd, som sendes direkte til ECB’s besluttende organer, dvs. Styrelsesrådet og direktionen, eller af beslutninger vedrørende organiseringen af den rådgivende T2S-gruppes arbejde eller undergruppernes arbejde.

9.6.

Som en hovedregel vedtages råd til ECB’s besluttende organer ved enstemmighed blandt de medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe, som deltager i den rådgivende T2S-gruppes beslutninger. Kan der ikke opnås enighed, kan formanden beslutte at vurdere graden af støtte til et bestemt råd ved at spørge alle fulde medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe, som deltager i den rådgivende T2S-gruppes beslutninger, om de stemmer for eller imod et forslag. ECB’s besluttende organer vil herefter blive informeret om graden af støtte. Er der flere forslag til råd om det samme emne, vil kun de forslag, som støttes af mindst syv fulde medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe (eller deres suppleanter) blive meddelt til ECB’s besluttende organer. Fulde medlemmer må kun støtte ét forslag om et givent emne. I særligt vigtige anliggender kan syv fulde medlemmer kræve, at deres minoritetssynspunkt omgående fremsendes til ECB’s besluttende organer.

9.7.

Den rådgivende T2S-gruppe kan oprette undergrupper til støtte for sit arbejde vedrørende: a) den tekniske gennemførelse af brugerkravene, b) harmoniseringer i forbindelse med T2S, c) retlige anliggender i forbindelse med T2S, eller d) ethvert andet område, hvor den rådgivende T2S-gruppe mener, at særlig støtte er nødvendig. Disse undergruppers mandat fastlægges og vedtages af den rådgivende T2S-gruppe.

Den rådgivende T2S-gruppe kan oprette undergrupper, som omfatter alle den rådgivende T2S-gruppes interessegrupper, og som er af længere varighed. Endvidere kan den rådgivende T2S-gruppe oprette arbejdsgrupper, som ikke nødvendigvis omfatter alle den rådgivende T2S-gruppes interessenter, og/eller som er af kortere varighed. Endelig kan den rådgivende T2S-gruppe samt T2S-projektgruppen arrangere workshops, hvor særlige emner behandles løbende.

Beslutninger vedrørende organiseringen af arbejdet i undergrupperne træffes ved enstemmighed i den rådgivende T2S-gruppe eller ved simpelt flertal, hvis enighed ikke kan opnås.

9.8.

Den rådgivende T2S-gruppe skal sikre, at et bredt spektrum af markedsdeltagere og myndigheder får mulighed for at bidrage med input til den rådgivende T2S-gruppe, og at de informeres om gruppens drøftelser. Sekretæren fungerer som koordinator for sådanne høringer og støttes af ECB’s T2S-team og af andre ECB-medarbejdere efter behov.

Med dette formål oprettes der i hvert enkelt land en national brugergruppe (NUG) som bindeled mellem det nationale marked og den rådgivende T2S-gruppe. Brugergrupperne kan fremlægge forslag og beslutninger for den rådgivende T2S-gruppe via sekretæren.

Den rådgivende T2S-gruppe skal vælge passende midler til høring af markedsdeltagere og myndigheder samt alle andre interessenter og interesserede parter, f.eks. gennem de nationale brugergrupper, offentlige høringer, rundbordsdiskussioner, særlige møder og informationsforanstaltninger eller offentliggørelse af tilbagemeldinger efter høringer.

Alle høringer skal som en hovedregel efterfølges af en periode på ikke mindre end tre uger, hvor bemærkninger kan fremsættes, medmindre formanden for den rådgivende T2S-gruppe træffer en anden beslutning.

10.   Rapporteringsveje og forholdet til Det Europæiske System af Centralbankers komitéer (ESCB)

10.1.

Styrelsesrådet kan på eget initiativ eller på anmodning yde generel vejledning til den rådgivende T2S-gruppe.

10.2.

Den rådgivende T2S-gruppe fremlægger sine råd direkte for ECB’s besluttende organer til disses overvejelse.

10.3.

Den rådgivende T2S-gruppe kan på eget initiativ eller på anmodning fra den pågældende gruppe yde vejledning direkte til en undergruppe via den respektive formand som arbejde, der skal udføres i henhold til mandatet.

10.4.

Den rådgivende T2S-gruppe kan gennem formanden høre en komité i ESCB eller dens undergruppe(r) om særlige tekniske spørgsmål, som falder inden for komitéens kompetenceområde og ekspertise (f.eks. retlige spørgsmål vedrørende T2S). Der afsættes som hovedregel mindst tre uger til høringer af denne art, medmindre særlige omstændigheder nødvendiggør en kortere periode. Formanden sikrer også, at den rådgivende T2S-gruppes arbejde ikke overlapper med ESCB-komitéens mandat.

KONTAKTGRUPPEN FOR VÆRDIPAPIRCENTRALER

Mandat og sammensætning

1.   Mandat og kompetence

Kontaktgruppen for værdipapircentraler (CCG) bistår med udfærdigelse af og forhandlinger om rammeaftalen mellem Eurosystemet på den ene side og de værdipapircentraler, som ønsker at deltage i T2S, på den anden side. Rammeaftalen er et dokument, som Styrelsesrådet vil foreslå over for alle europæiske værdipapircentraler. Det skal omfatte udviklingen og de operationelle faser af T2S og underskrives af de enkelte værdipapircentraler.

2.   Sammensætning

Kontaktgruppen for værdipapircentraler består af projektsponsorerne fra værdipapircentralerne og af medlemmerne og suppleanterne i T2S-programrådet.

Projektsponsorerne udpeges af ledelsen i de værdipapircentraler, som den 16. juli 2009 har underskrevet aftalememorandummet med Eurosystemet, eller som har afgivet en unilateral erklæring om at godkende det herefter. Hvert enkelt værdipapircentralmedlem kan udpege en stedfortræder, som kan repræsentere denne, hvis medlemmet er forhindret. Hvis hverken projektsponsoren eller hans/hendes suppleant kan deltage, er værdipapircentralen ikke repræsenteret. Hvis medlemmer af T2S-programrådet og disses suppleanter ikke kan deltage, kan de ikke repræsenteres af andre.

Formanden for kontaktgruppen for værdipapircentraler er formanden for T2S-programrådet. Formanden skal i koordination med værdipapircentralerne 1) træffe beslutning om hyppighed, format og dagsorden for møderne, og 2) invitere eksterne eksperter og/eller medlemmer af T2S-teamet til møder, hvor særlige emner drøftes. Ordføreren skal være medlem af T2S-teamet i ECB. Han/hun skal 1) koordinere tilrettelæggelsen af møderne og den rettidige fremsendelse af de relevante dokumenter, 2) støtte formanden i dennes forberedelse af gruppens møder, 3) udarbejde udkast til resultatet af møderne, og 4) støtte formanden i forvaltningen af forbindelserne til de relevante (under)grupper.

3.   Arbejdsprocedurer, interaktion og støtte

Arbejdsprocedurer

Kontaktgruppen for værdipapircentraler skal tilstræbe at træffe sine beslutninger ved enstemmighed. Kan enstemmighed ikke opnås på to på hinanden følgende møder, skal meningsforskellene dokumenteres omhyggeligt. I så tilfælde er det T2S-programrådets ansvar at fremlægge et forslag for Styrelsesrådet. Værdipapircentraler, som ikke kan tilslutte sig T2S-programrådets forslag, skal have mulighed for at udtrykke deres afvigende holdning.

Interaktion mellem den rådgivende T2S-gruppe og kontaktgruppen for værdipapircentraler

Formanden for kontaktgruppen for værdipapircentraler skal regelmæssigt informere den rådgivende T2S-gruppe om, hvilke fremskridt der gøres i forhandlingsprocessen med hensyn til rammeaftalen.

Hvor det er relevant, modtager kontaktgruppen for værdipapircentraler (eventuelt via projektledernes undergruppe (PMSG) og arbejdsgruppen om aftaleretlige spørgsmål (TCI)) input fra den rådgivende T2S-gruppes forskellige undergrupper.

Støtte til kontaktgruppen for værdipapircentraler

Kontaktgruppen for værdipapircentraler støttes af:

De projektledere i undergrupperne, som har ansvar for at udarbejde det forretningsmæssige grundlag for forhandlingerne (herunder bl.a. funktionelle, tekniske og planlægningsmæssige forhold).

Arbejdsgruppen om aftaleretlige spørgsmål, som yder juridisk støtte til projektledernes undergruppe og i forbindelse hermed »oversætter« de input, som modtages fra kontaktgruppen for værdipapircentraler og projektledernes undergrupper til et korrekt juridisk sprog.

Kontaktgruppen for værdipapircentraler fastlægger disse to arbejdsgruppers mandat og udarbejder i store træk deres dagsorden.

DE NATIONALE BRUGERGRUPPER

Mandat og sammensætning

1.   Indledning

De nationale brugergrupper består af leverandører og brugere af værdipapirafviklingstjenester på det nationale marked for at støtte udviklingen og gennemførelsen af T2S. De danner et forum, hvor nationale markedsdeltagere inddrages i den rådgivende T2S-gruppes arbejde og skaber en formel forbindelse mellem den rådgivende T2S-gruppe og det nationale marked. De fungerer både som sparringspartner for projektteamet for T2S og som leverandør af input til den rådgivende T2S-gruppe med hensyn til alle anliggender, som drøftes i gruppen. I denne funktion kan den også foreslå anliggender, som bør drøftes af den rådgivende T2S-gruppe.

De nationale brugergrupper kan inddrages i processen ved anmodning om ændringer i brugerkravsdokumentet og kan spille en vigtig rolle i vurderingen af sådanne anmodninger i forbindelse med driften af det nationale marked. De nationale brugergrupper bør følge T2S-princippet om at undgå indarbejdelse af særlige nationale hensyn i T2S og aktivt fremme harmonisering.

2.   Mandat

De nationale brugergruppers mandat består i, at:

vurdere indflydelsen af T2S-funktionaliteten, navnlig ændringer i T2S-brugerkravene, på deres nationale marked og i forbindelse hermed vise behørigt hensyn til begrebet et »slankt T2S«, der har til formål at undgå særlige nationale hensyn og fremme harmonisering

gøre den rådgivende T2S-gruppe opmærksom på væsentlige bekymringer på det nationale marked

højne opmærksomheden på T2S inden for alle segmenter af den nationale værdipapirsektor

støtte medlemmerne af den rådgivende T2S-gruppe, som repræsenterer den nationale sektor.

3.   Sammensætning

Den nationale brugergruppe består af formanden, sekretæren og medlemmerne.

Formanden for den nationale brugergruppe bør fortrinsvis være fuldt medlem eller observatør i den rådgivende T2S-gruppe. En ledende medarbejder i den pågældende nationale centralbank vil typisk indtage denne funktion. Hvis den pågældende centralbank ikke tilvejebringer eller udpeger formanden for den nationale brugergruppe, udpeges denne af formanden for den rådgivende T2S-gruppe, som vil tilstræbe at opnå enighed blandt de vigtigste deltagere på det pågældende marked. Er formanden ikke medlem af den rådgivende T2S-gruppe, bør et medlem af den rådgivende T2S-gruppe fungere som koordinator mellem den rådgivende T2S-gruppe og formanden for den nationale brugergruppe for at sikre tæt forbindelse mellem den rådgivende T2S-gruppe og den nationale brugergruppe.

Hvad angår eurolandene, kommer sekretæren i den nationale brugergruppe fra det pågældende lands centralbank. I andre lande udpeges sekretæren i den nationale brugergruppe af formanden for den nationale brugergruppe. Sekretæren forventes at deltage på de regelmæssige informationsmøder, som T2S-teamet arrangerer for de nationale brugergrupper.

Medlemmerne af de nationale brugergrupper omfatter de relevante medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe og observatører (eller deres udpegede højt placerede repræsentanter, som kan accepteres af formanden for den nationale brugergruppe) og andre personer, som har den faglige viden og status, der kræves for at kunne repræsentere alle kategorier af brugere og leverandører på det nationale marked. Medlemmerne af de nationale brugergrupper kan derfor omfatte værdipapircentraler, brokere, banker, investeringsbanker, depotinstitutioner, udstedere og/eller deres befuldmægtigede, centrale modparter, børser og multilaterale handelssystemer, den relevante nationale centralbank, lovgivende myndigheder og de relevante bankforeninger.

4.   Arbejdsprocedurer

De nationale brugergrupper behandler kun spørgsmål, som er relevante for T2S. De opfordres til aktivt at indhente informationer via T2S-teamet om aktuelle anliggender og at fremlægge nationale synspunkter rettidigt om spørgsmål, som sekretæren for den rådgivende T2S-gruppe har anmodet om, eller som den nationale brugergruppe har rejst. T2S-teamet informerer regelmæssigt de nationale brugergrupper og arrangerer møder med sekretærerne for de nationale brugergrupper for at fremme interaktionen mellem de nationale brugergrupper og T2S-teamet.

De nationale brugergrupper tilstræber at afholde regelmæssige møder, som er tilpasset til den rådgivende T2S-gruppes møder, således at de kan rådgive de nationale medlemmer af den rådgivende T2S-gruppe. Medlemmerne af den rådgivende T2S-gruppe er dog ikke bundet af sådanne råd. De nationale brugergrupper kan også fremsende skriftlige indlæg til den rådgivende T2S-gruppe via sekretæren for den rådgivende T2S-gruppe og bede et medlem af den rådgivende T2S-gruppe om at fremlægge det pågældende synspunkt.

Sekretærerne for de nationale brugergrupper tilstræber at rundsende dagsordenen og de relevante dokumenter, som skal drøftes på møderne i de nationale brugergrupper, senest fem forretningsdage før mødet. Et referat fra møderne i de nationale brugergrupper vil blive offentliggjort på T2S's websted og eventuelt på den pågældende nationale centralbanks websted på engelsk og eventuelt andre af Unionens sprog senest tre uger efter mødet.

Medlemmerne af de nationale brugergrupper vil blive offentliggjort på T2S's websted. De nationale brugergrupper offentliggør også en liste over medlemmerne af de nationale brugergrupper og disses e-mail-adresser på T2S's websted, således at deltagerne på de nationale markeder ved, hvem de skal kontakte, hvis de ønsker at udtrykke deres synspunkter.


Op