EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32017R2094

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) 2017/2094 af 3. november 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 795/2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (ECB/2017/32)

EUT L 299 af 16.11.2017, s. 11–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status I kraft

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/2094/oj

16.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 299/11


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS FORORDNING (EU) 2017/2094

af 3. november 2017

om ændring af forordning (EU) nr. 795/2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (ECB/2017/32)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 3.1, artikel 22 og artikel 34.1, første led, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Internationale Betalingsbanks (Bank for International Settlements, BIS) Komité for Betalings- og Afviklingssystemer (Committee of Payment and Settlement Systems, CPSS) og Den Internationale Børstilsynsorganisations Tekniske Komité (International Organization of Securities Commissions, IOSCO) offentliggjorde principperne for infrastrukturer på det finansielle marked i april 2012 (1). Udvalget om betalings- og markedsinfrastrukturer (Committee on Payments and Market Infrastructures, CPMI), efterfølgeren til CPSS, og IOSCO har efterfølgende offentliggjort vejledninger til disse principper. Den Europæiske Centralbank (ECB) har besluttet at gennemføre CPMI-IOSCO-principperne og de efterfølgende vejledninger, i det omfang de finder anvendelse på systemisk vigtige betalingssystemer (systemically important payment systems, SIPS) i henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) (2).

(2)

Styrelsesrådet har gennemgået den generelle anvendelse af forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) i overensstemmelse med forordningens artikel 24. Ved gennemgangen er der taget hensyn til resultaterne af den første omfattende vurdering af SIPS. Ved denne vurdering blev det fastslået, at visse forhold bør forbedres eller præciseres, og at der i enkelte tilfælde er behov for mere væsentlige ændringer, der har til formål at sikre, at de højeste overvågningsstandarder anvendes.

(3)

I denne forordning skal betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, som har adgang til SIPS gennem direkte deltagere i henhold til artikel 35, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (3), behandles som indirekte deltagere.

(4)

For at sikre en effektiv risikoreduktion er det vigtigt at opretholde en klar adskillelse mellem de operationelle funktioner, risikostyringen og den interne revision, herunder ved at give forskellige personer mandat til at udføre disse funktioner. Endvidere bør det for systemisk vigtige betalingssystemer uden for Eurosystemet sikres, med forbehold af national ret, at der i deres råd sidder et uafhængigt medlem, som sikrer dets effektivitet. Da Eurosystemet har almene samfundsmæssige mål, ansvarsområder og institutionelle rammer, som er defineret i traktaten og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, bør systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet undtages fra dette krav.

(5)

Endvidere har Styrelsesrådet fastslået, at der er behov for en yderligere præcisering af de ansvarsområder, som henhører under rådet for operatører af systemisk vigtige betalingssystemer, herunder vedtagelsen af afgørelser, der har en væsentlig indflydelse på risikoprofilen for et systemisk vigtigt betalingssystem eller en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem og på de nøgledokumenter vedrørende risiko, der regulerer driften af det systemisk vigtige betalingssystem.

(6)

I Styrelsesrådet er der generel enighed om, at der er behov for en væsentlig forbedring af den måde, hvorpå likviditetsrisikoen, der opstår i udskudte nettoafviklingssystemer (DNS), reduceres ved at sikre, at likviditetsrisikoen reduceres effektivt for alle cykler fra det tidspunkt, hvor en overførsel er blevet medtaget i beregningen af nettoafviklingspositionerne, til positionen er synlig for modtageren.

(7)

For at sikre velfungerende systemisk vigtige betalingssystemer er det nødvendigt, at deltagerne har passende værktøjer til effektiv styring af deres likviditet. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal overvåge og muliggøre en jævn strøm af likviditet på et givet niveau i systemet under hensyn til hver enkelt deltagers likviditetseksponering.

(8)

En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der afvikler ensidige betalinger i euro, skal sikre, at den endelige afvikling foretages i centralbankpenge. Da dette krav også gælder i tilfælde, hvor et systemisk vigtigt betalingssystem, der tilbyder afvikling i centralbankpenge, er i en nødsituation, bør operatører af systemisk vigtige betalingssystemer, der afvikler betalinger for andre systemisk vigtige betalingssystemer, træffe alle foranstaltninger til sikring af, at endelig afvikling er mulig, selv i en sådan situation.

(9)

For at sikre at midler i systemisk vigtige betalingssystemer er beskyttet mod eventuelle forretningsmæssige tab, bør aktiver, som holdes af en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem til dækning af generelle forretningsmæssige risici, være adskilt fra de aktiver, der holdes til de daglige forretningsmæssige transaktioner. Endvidere bør der skelnes mellem på den ene side en plan for genopretning og velordnet afvikling for systemisk vigtige betalingssystemer og på den anden side en kapitalplan for det systemisk vigtige betalingssystem. Mens sidstnævnte skal afspejle muligheden for at rejse kapital, skal førstnævnte, inden for den normale forretningsmæssige drift, sikre, at de midler, der er til rådighed for planen for genopretning og velordnet afvikling, ikke falder under det beløb, der kræves for at gennemføre dem.

(10)

Sikring af en effektiv styring af den operationelle risiko er en løbende proces, som kræver, at de operationelle politikker og procedurer regelmæssigt, og når det måtte være nødvendigt, testes og gennemgås, særligt efter betydelige ændringer i systemet. Dette gælder særligt styringen af cyberrisici, hvis betydning er steget siden offentliggørelsen af forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28). Denne forordning fastsætter specifikke krav, der er vigtige for at reducere cyberrisici.

(11)

For at den kompetente myndighed kan udøve sine overvågningsbeføjelser effektivt bør disse beføjelser udvides med to yderligere værktøjer. For det første bør den kompetente myndighed have beføjelse til at kunne kræve, at en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem udpeger en uafhængig ekspert, som skal foretage en undersøgelse eller uafhængig gennemgang af driften af det pågældende systemisk vigtige betalingssystem. Endvidere bør de kunne pålægge krav med hensyn til den type ekspert, der skal udpeges, samt indholdet og omfanget af den rapport, der skal aflægges, behandlingen af rapporten, herunder videregivelse og offentliggørelse, samt det tidsmæssige forløb for udarbejdelsen af rapporten. For det andet bør en kompetent myndighed, i overensstemmelse med Ansvarsområde B i ovennævnte principper for infrastruktur på det finansielle marked, kunne udføre inspektioner på stedet eller uddelegere denne opgave.

(12)

Der må kun træffes korrigerende foranstaltninger ved overtrædelse af forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28), men der kan være situationer, der berettiger iværksættelse af proceduren til pålæggelse af sådanne foranstaltninger som følge af mistanke om manglende overholdelse, hvorved operatøren af et systemisk vigtigt betalingssystem gives mulighed for at blive hørt og forklare sig, før det konstateres, at der foreligger en overtrædelse. Proceduren til pålæggelse af korrigerende foranstaltninger bør fastsættes i en afgørelse. Endvidere bør andre kompetente myndigheder end ECB uden ugrundet ophold underrette ECB om deres hensigt om at pålægge korrigerende foranstaltninger.

(13)

På baggrund af resultaterne af Styrelsesrådets gennemgang og med henblik på at gennemføre CPMI-IOSCO-vejledningerne, i det omfang de finder anvendelse på systemisk vigtige betalingssystemer, bør forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) ændres tilsvarende —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer

Forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) ændres som følger:

1)

Artikel 1 affattes som følger:

a)

Stk. 3, nr. ii) erstattes af følgende:

»ii)

de samlede behandlede betalinger i euro udgør mindst én af følgende:

15 % af den samlede mængde af betalinger i euro i Unionen

5 % af den samlede mængde af grænseoverskridende betalinger i euro i Unionen

markedsandel på 75 % af den samlede mængde af betalinger i euro i en medlemsstat, der har euroen som valuta«

b)

I slutningen af stk. 3 tilføjes følgende afsnit:

»En identificerende undersøgelse foretages en gang årligt.«

c)

Som stk. 3a indsættes:

»3a.   En afgørelse vedtaget i henhold til stk. 2 forbliver i kraft, indtil den er blevet ophævet. En verificerende gennemgang af betalingssystemer, der er blevet identificeret som systemisk vigtige betalingssystemer, foretages en gang årligt for at verificere, at de fortsat opfylder de kriterier, som identificeringen blev foretaget på grundlag af.«

d)

Stk. 4 erstattes af følgende:

»4.   Operatører af systemisk vigtige betalingssystemer samarbejder kontinuerligt med den kompetente myndighed og sikrer, at de systemisk vigtige betalingssystemer, som de driver, opfylder kravene fastsat i artikel 3 til 21, herunder for så vidt angår deres samlede regler, procedurer og rammers effektivitet. Operatører af systemisk vigtige betalingssystemer samarbejder derudover med den kompetente myndighed for at facilitere det bredere mål om at fremme betalingssystemernes smidige funktion på systemisk niveau.«

2)

Artikel 2 affattes som følger:

a)

Nr. 14) erstattes af følgende:

»14)   »udskudt nettoafviklingssystem« (deferred net settlement system, DNS): et system, i forhold til hvilket der afvikles betalinger i centralbankpenge på nettobasis ved udgangen af en foruddefineret afviklingscyklus, f.eks. ved udgangen af eller i løbet af en forretningsdag«

b)

Nr. 18) erstattes af følgende:

»18)   »direkte deltager«: en juridisk enhed, som har et kontraktmæssigt forhold til en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, er bundet af det relevante systemisk vigtige betalingssystems regler, må sende overførselsordrer til systemet og er i stand til at modtage overførselsordrer fra det«

c)

Som nr. 18a) indsættes:

»18a)   »indirekte deltager«: en juridisk enhed, som ikke har direkte adgang til et systemisk vigtigt betalingssystems tjenester og typisk ikke er direkte bundet af det relevante systemisk vigtige betalingssystems regler, og hvis overførselsordrer cleares, afvikles og registreres af det systemisk vigtige betalingssystem gennem en direkte deltager. En indirekte deltager har et kontraktmæssigt forhold til en direkte deltager. De pågældende juridiske enheder er begrænset til:

i)

kreditinstiutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (*1)

ii)

investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF (*2)

iii)

enhver virksomhed, hvis hovedkontor er uden for EU og hvis funktioner svarer til et kreditinstitut eller et investeringsselskabs, som defineret i nr. i) og ii)

iv)

offentlige myndigheder og offentligt garanterede virksomheder, og centrale modparter, afviklingsagenter, clearinginstitutter og systemoperatører som defineret i artikel 2, litra c), d), e) og p) i direktiv 98/26/EF

v)

betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (*3) og artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF (*4)

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EFT L 145 af 30.4.2004, s. 1)."

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35)."

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af 10.10.2009, s. 7).«"

d)

Følgende numre 40) til 44) tilføjes:

»40)   »uafhængigt rådsmedlem«: et medlem af rådet, som ikke indgår i ledelsen, og som ikke har nogen erhvervsmæssige, familiemæssige eller andre bånd, der skaber en interessekonflikt i forhold til det systemisk vigtige betalingssystem, operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem eller disses kontrollerende kapitalejere, ledelse eller deltagere, og som ikke har haft et sådant bånd inden for to år forud for medlemskabet af rådet

41)   »tilknyttet selskab«: et selskab, der kontrollerer, eller som er kontrolleret af, eller som er under kontrol sammen med deltageren. Kontrol over et selskab defineres som a) ejerskab, kontrollerende indflydelse eller beholdning på 20 % eller mere i en klasse af stemmeberettigede aktier i selskabet, eller b) konsolidering af selskabet i forbindelse med regnskabsaflæggelse

42)   »nødsituation«: en begivenhed, hændelse eller omstændighed, der kan medføre et tab for eller en forstyrrelse af et systemisk vigtigt betalingssystems drift, tjenester eller funktioner, herunder gribe ind i eller forhindre endelig afvikling

43)   »finansielle forpligtelser«: juridiske forpligtelser, i det systemisk vigtige betalingssystem, som opstår mellem deltagerne, eller mellem deltagerne og operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem, som følge af overførselsordrer afgivet i det systemisk vigtige betalingssystem

44)   »korrigerende foranstaltninger«: en specifik foranstaltning eller handling, uanset dens form, varighed eller vægt, som en kompetent myndighed pålægger en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem med det formål at afhjælpe eller undgå gentagelse af en manglende overholdelse af kravene i artikel 3 til 21.«

3)

Artikel 4 affattes som følger:

a)

Stk. 2 erstattes af følgende:

»2.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal have effektive og dokumenterede ledelsesordninger, der indeholder en klar og direkte ansvarsfordeling. Disse ordninger gøres tilgængelige for den kompetente myndighed samt ejere og deltagere. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem gør forkortede versioner heraf tilgængelige for offentligheden.«

b)

Stk. 5 erstattes af følgende:

»5.   Sammensætningen af rådet skal sikre integritet og, med undtagelse af systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet, en passende blanding af tekniske kompetencer, viden om og erfaring fra både systemisk vigtige betalingssystemer og det finansielle marked generelt, som muliggør, at rådet kan opfylde sine roller og sit ansvar. Sammensætningen skal yderligere tage hensyn til fordelingen af kompetencer i henhold til national lovgivning. Med undtagelse af systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet skal rådet omfatte medlemmer, der ikke indgår i ledelsen, hvor det er tilladt i henhold til national lovgivning, herunder mindst ét uafhængigt rådsmedlem.«

c)

Stk. 7, andet afsnit, erstattes af følgende:

»Rådet skal sikre, at der er tre klare og effektive forsvarsmekanismer (drift, risikostyring og intern revision), som er adskilt fra hinanden, og som har tilstrækkelig bemyndigelse, uafhængighed, ressourcer og adgang til rådet.«

d)

Som stk. 7a indsættes:

»7a.   Afgørelser, der har en betydelig indflydelse på det systemisk vigtige betalingssystems risikoprofil og på de nøgledokumenter vedrørende risiko, der regulerer driften af det systemisk vigtige betalingssystem, kræver rådets godkendelse. Rådet skal som minimum godkende og en gang årligt gennemgå de i artikel 5, stk. 1, omhandlede omfattende rammer for risikostyring, den i henholdsvis artikel 15, stk. 1, og artikel 15, stk. 5, omhandlede ramme for operationel risiko og dermed forbundne forretningskontinuitetsplan, den i henholdsvis artikel 5, stk. 4, og artikel 13, stk. 6, omhandlede plan for genopretning og velordnet afvikling samt kapitalplan, de i henholdsvis artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, omhandlede rammer for kredit- og likviditetsrisici, den ramme for sikkerhedsstillelse, der regulerer den i artikel 7 omhandlede risikostyring, den i artikel 14, stk. 4, omhandlede investeringsstrategi for det systemisk vigtige betalingssystem og den i artikel 15, stk. 4a, omhandlede ramme til sikring af modstandsdygtighed over for cyberrisici.«

4)

Artikel 5, stk. 4, erstattes af følgende:

»4.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal definere det systemisk vigtige betalingssystems kritiske operationer og tjenester. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal identificere specifikke scenarier, der kan være til hinder for, at systemet kan levere de kritiske operationer og tjenester som en going concern og vurdere effektiviteten af alle de muligheder, der måtte være for retablering og, med undtagelse af systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet, en velordnet afvikling. Operatøren skal revidere det systemisk vigtige betalingssystems kritiske operationer og tjenesteydelser mindst en gang årligt. På grundlag af denne vurdering skal operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem udarbejde en holdbar plan for retablering af detsystemisk vigtige betalingssystem og, med undtagelse af systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet, en velordnet afvikling. Planen for retablering og velordnet afvikling skal bl.a. indeholde et uddybende resumé af de centrale strategier for retablering og velordnet afvikling, en genbekræftelse af det systemisk vigtige betalingssystems kritiske operationer og tjenester samt en beskrivelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre nøglestrategierne. En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal, hvor det er relevant, give de relevante myndigheder de oplysninger, der måtte være nødvendige for at kunne planlægge en afvikling.«

5)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Kreditrisiko

1.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal oprette en robust ramme til måling, overvågning og styring af sine krediteksponeringer over for sine deltagere og krediteksponeringer blandt deltagerne, som opstår i forbindelse med det systemisk vigtige betalingssystems betalings-, clearings- og afviklingsprocesser.

2.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal identificere alle kilder til kreditrisici. Målingen og overvågningen af krediteksponeringer skal foretages hele dagen ved hjælp af rettidige oplysninger og passende risikostyringsredskaber.

2a.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der driver et udskudt nettoafviklingssystem, skal sikre, at:

a)

der opstår en finansiel forpligtelse senest på det tidspunkt, hvor en overførselsordre medtages i beregningen af de nettoafviklingspositioner, som hver deltager har adgang til og

b)

der i overensstemmelse med stk. 3 og 4 er tilstrækkelige ressourcer til at dække de krediteksponeringer, der opstår i forbindelse hermed, senest på det i punkt a) omhandlede tidspunkt.

3.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, herunder en operatør, der driver et udskudt nettoafviklingssystem med afviklingsgaranti, som under afviklingen af systemisk vigtige betalingssystemoperationer udsættes for en krediteksponering mod sine deltagere, skal dække sin krediteksponering mod hver enkelt deltager ved hjælp af sikkerhedsstillelse, garantifonde, egenkapital (efter fradrag af det beløb, der er afsat til dækning af den generelle forretningsrisiko) eller andre tilsvarende finansielle midler.

4.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, herunder en operatør, der driver et udskudt nettoafviklingssystem uden afviklingsgaranti, men hvor deltagerne er genstand for krediteksponeringer, der opstår i forbindelse med betalings-, clearings- og afviklingsprocesser i det systemisk vigtige betalingssystem, skal have fastsat regler eller indgået kontraktlige aftaler med disse deltagere. Reglerne eller de kontraktlige aftaler skal sikre, at deltagerne tilvejebringer tilstrækkelige ressourcer, som omhandlet i stk. 3, til at kunne dække de krediteksponeringer, der måtte opstå i forbindelse med det systemisk vigtige betalingssystems betalings-, clearings- og afviklingsprocesser i forhold til de to deltagere som, sammen med deres tilknyttede selskaber, har den største aggregerede krediteksponering.

5.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fastsætte regler og procedurer til imødegåelse af tab, der følger direkte af en eller flere deltageres misligholdelse af deres forpligtelser over for det systemisk vigtige betalingssystem. Disse regler og procedurer skal omhandle fordelingen af potentielt udækkede tab, herunder tilbagebetaling af alle midler, som en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem måtte låne fra likviditetsudbydere. De skal omfatte en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystems regler og procedurer for genopbygning af de finansielle ressourcer, som operatøren af et systemisk vigtigt betalingssystem måtte have anvendt i en stresssituation, til det i stk. 3 og 4 fastsatte niveau.«

6)

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Likviditetsrisiko

1.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fastsætte omfattende rammer til styring af de likviditetsrisici, som deltagerne i det systemisk vigtige betalingssystem, afviklingsbanker, nostroagenter, depotbanker, likviditetsudbydere, og andre relevante enheder udgør. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal sikre, at deltagerne har passende værktøjer til effektiv styring af deres likviditet og skal overvåge og muliggøre en jævn strøm af likviditet i systemet.

2.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal oprette operationelle og analytiske redskaber, som gør det muligt løbende og rettidigt at identificere, måle og overvåge afviklings- og finansieringsstrømme, herunder anvendelsen af intradag-likviditet.

2a.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der driver et udskudt nettoafviklingssystem, skal sikre, at

a)

der opstår en finansiel forpligtelse senest på det tidspunkt, hvor en overførselsordre medtages i beregningen af de nettoafviklingspositioner, som hver deltager har adgang til og

b)

der holdes tilstrækkelige ressourcer i overensstemmelse med stk. 3 til 6 senest på det i punkt a) omhandlede tidspunkt.

3.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fra det tidspunkt, hvor den finansielle forpligtelse opstår, holde, eller sikre at deltagerne til enhver tid holder, tilstrækkelige likvide midler i alle de valutaer, hvori denne opererer, til at kunne afvikle finansielle forpligtelser samme dag i en lang række potentielle stressscenarier. Alt efter omstændighederne skal dette inkludere intradag-afvikling eller afvikling over flere dage. Stressscenarierne skal omfatte a) misligholdelse under ekstreme, men plausible markedsvilkår, hos den deltager, som sammen med sine tilknyttede selskaber har den største aggregerede finansielle forpligtelse og b) andre scenarier i overensstemmelse med stk. 11.

4.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der afvikler ensidige betalinger i euro, skal holde, eller sikre at deltagerne holder, tilstrækkelige likvide midler i overensstemmelse med stk. 3 til at kunne afvikle de finansielle forpligtelser rettidigt i tilfælde af misligholdelse hos en deltager, som sammen med sine tilknyttede selskaber har den største aggregerede finansielle forpligtelse som fastsat i stk. 3, litra a), på en af de følgende måder:

a)

i kontanter med Eurosystemet eller

b)

i belånbar sikkerhed som defineret i rammerne for sikkerhedsstillelse for Eurosystemet fastlagt i Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 (ECB/2014/60) (*5) og Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2014/31 (*6), såfremt operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem kan dokumentere, at den pågældende sikkerhed er lettilgængelig og kan konverteres til kontanter samme dag gennem forud indgåede og særdeles pålidelige finansieringsaftaler, herunder under stressede markedsvilkår.

5.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, som afvikler ensidige betalinger i euro, skal holde, eller sikre at deltagerne holder, yderligere likvide midler i overensstemmelse med stk. 3, litra b), på de måder, der er omhandlet i stk. 4, eller hos en kreditværdig forretningsbank i et eller flere af de følgende instrumenter:

a)

ved aftale bekræftede kreditlinjer

b)

ved aftale bekræftede valutaswaps

c)

ved aftale bekræftede genkøbsforretninger

d)

aktiver, som opfylder kravene i artikel 7, stk. 1, der holdes af en depositar

e)

investeringer.

Alle disse instrumenter skal kunne konverteres til kontanter inden for en tidsramme, der gør det muligt at foretage afvikling samme dag. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal navnlig kunne dokumentere, at ikke-kontante instrumenter er lettilgængelige og kan konverteres til kontanter samme dag gennem forud indgåede og særdeles pålidelige finansieringsaftaler, herunder under stressede markedsvilkår.

Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal, på basis af en passende intern vurdering, kunne dokumentere over for den kompetente myndighed, at forretningsbanken er kreditværdig.

6.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der afvikler tosidige eller ensidige betalinger i andre valutaer end euro, skal holde eller sikre, at deltagere holder, tilstrækkelige likvide midler i overensstemmelse med stk. 3 på de måder, der er omhandlet i stk. 5.

7.   Hvor en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem supplerer midlerne i stk. 3 med andre aktiver, skal disse aktiver med sandsynlighed være omsættelige eller kunne godkendes som sikkerhed (for f.eks. kreditlinjer, swaps eller genkøbsforretninger) på ad hoc-basis i forbindelse med en misligholdelse, selv hvis dette ikke kan arrangeres pålideligt forud eller garanteres under ekstreme, men plausible markedsvilkår. Hvis en deltager supplerer midlerne i stk. 3 med andre aktiver, skal operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem sikre, at disse andre aktiver opfylder de krav, der er fastlagt i første sætning i dette stykke. Aktiver anses for at være omsættelige eller at kunne godkendes som sikkerhed, hvis operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem har taget højde for den relevante centralbanks regler og praksis vedrørende belånbarheden af sikkerhed.

8.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem må ikke gå ud fra, at centralbankkredit vil være tilgængelig i nødsituationer.

9.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal gennemføre en due diligence-undersøgelse for at verificere, at den enkelte udbyder af likvide midler til det systemisk vigtige betalingssystem i henhold til stk. 3: a) har tilstrækkelige og ajourførte informationer til at forstå og forvalte de likviditetsrisici, der er forbundet med tilvejebringelsen af kontanter eller aktiver, og b) har kapacitet til at tilvejebringe de krævede kontanter eller aktiver. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal mindst én gang årligt kontrollere, at denne overholder sin forpligtelse til at gennemføre due diligence-undersøgelser. Kun de enheder, der har adgang til kredit hos udstedercentralbanken, kan godkendes som likviditetsudbydere. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal regelmæssigt teste det systemisk vigtige betalingssystems procedurer for vurdering af dets likvide ressourcer.

10.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem med adgang til centralbankkonti, betalingstjenester eller værdipapirtjenester, skal anvende disse tjenester, hvor det er hensigtsmæssigt.

11.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal ved hjælp af strenge stresstests fastslå, hvor mange kontanter, der er nødvendige for, og regelmæssigt teste, om de likvide ressourcer er tilstrækkelige til, at opfylde kravene i stk. 3 og 4. Under gennemførelsen af stresstests skal operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem tage hensyn til en lang række relevante scenarier, herunder en eller flere deltageres misligholdelse på den samme dag og på to eller flere på hinanden følgende dage.

Sådanne scenarier skal også tage højde for udformningen og driften af det systemisk vigtige betalingssystem, og alle enheder, der kan udgøre væsentlige likviditetsrisici for det systemisk vigtige betalingssystem, herunder bl.a. afviklingsbanker, nostroagenter, depotbanker, likviditetsudbydere og tilknyttede finansielle markedsinfrastrukturer, skal undersøges. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal scenarierne dække en periode på flere dage.

12.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal dokumentere sine bevæggrunde for at holde, samt have passende ledelsesordninger for, de kontanter og andre aktiver, som holdes af denne eller deltagerne. Operatøren skal fastsætte klare procedurer for rapportering af resultaterne af de foretagne stresstests til rådet og skal på grundlag af disse resultater vurdere tilstrækkeligheden af og foretage tilpasninger af sin ramme for likviditetsrisikostyring.

13.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fastsætte klare regler og procedurer, der gør det muligt for det systemisk vigtige betalingssystem at effektuere afvikling samme dag, og hvor det er hensigtsmæssigt, rettidig intradag-afvikling og afvikling over flere dage af finansielle forpligtelser som følge af en eller flere deltageres misligholdelse. Disse regler og procedurer skal:

a)

imødegå uforudsete og potentielt uafdækkede likviditetsmangler

b)

tilsigte at undgå tilbageførsel, tilbagekaldelse eller forsinkelse af finansielle forpligtelser afviklet samme dag

c)

angive, hvordan kontanter og andre aktiver, der anvendes af operatøren af et systemisk vigtigt betalingssystem i stresssituationer, vil kunne genopbygges i den udstrækning det er påkrævet i henhold til stk. 3 til 5.

(*5)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 af 19. december 2014 om gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme (ECB/2014/60) (EUT L 91 af 2.4.2015, s. 3)."

(*6)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2014/31 af 9. juli 2014 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed og om ændring af retningslinje ECB/2007/9 (EUT L 240 af 13.8.2014, s. 28).«"

7)

Artikel 10, stk. 1, affattes således:

»1.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der afvikler ensidige betalinger i euro, skal sikre, at den endelige afvikling foretages i centralbankpenge. En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, der afvikler betalinger for andre systemisk vigtige betalingssystemer, skal træffe alle foranstaltninger for at sikre, at sådanne andre systemisk vigtige betalingssystemer kan foretage afvikling, selv i nødsituationer.«

8)

Artikel 13 affattes således:

»Artikel 13

Generel forretningsmæssig risiko

1.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal oprette robuste styrings- og kontrolsystemer til identifikation, overvågning og styring af de generelle forretningsmæssige risici, herunder tab som følge af mangelfuld udførelse af forretningsstrategier, negative pengestrømme og uforholdsmæssigt store driftsudgifter.

2.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal opretholde en plan for en holdbar genopretning og, med undtagelse af systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet, velordnet afvikling som krævet i henhold til artikel 5, stk. 4.

3.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal på baggrund af sin generelle forretningsmæssige risikoprofil og den tid, der kræves til at retablere eller sikre en velordnet afvikling af dennes kritiske operationer og tjenester, fastsætte, hvor stor en aktivværdi der kræves for at gennemføre den i stk. 2 omhandlede plan. Dette beløb må ikke være på mindre end det, der udgør seks måneders løbende driftsudgifter.

4.   Til dækning af det i stk. 3 omhandlede beløb skal en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem have likvide nettoaktiver, der er finansieret ved egenkapital, f.eks. stamaktier, reserver, eller andre overførte overskud, således at operatøren kan fortsætte operationerne og tjenesterne som en going concern. Disse aktiver kommer i tillæg til de ressourcer, der skal holdes til dækning af misligholdelse hos deltagere eller andre risici i henhold til artikel 6 og 8. Egenkapital, der holdes i henhold til internationale risikobaserede kapitalstandarder, kan omfattes for at undgå dobbelte kapitalkrav.

5.   Aktiver, som omhandlet i stk. 4, der holdes til dækning af generelle forretningsmæssige risici, skal være tilstrækkeligt likvide og af så høj likviditet, at de kan være tilgængelige i rette tid, og skal holdes adskilt fra operatøren af det systemisk vigtige betalingssystems aktiver, der anvendes til de daglige operationer. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal kunne realisere aktiver, der holdes til dækning af generelle forretningsmæssige risici, med en minimal, om nogen, negativ indvirkning på prisen, for at gøre det muligt for operatøren at fortsætte sine operationer og tjenester som en going concern, hvis denne pådrager sig generelle forretningsmæssige tab.

6.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fastlægge en holdbar plan for tilvejebringelse af yderligere kapital, hvis egenkapitalen nærmer sig eller falder til under det i stk. 3 omhandlede beløb.

7.   Stk. 3 til 6 finder ikke anvendelse på systemisk vigtige betalingssystemer i Eurosystemet.«

9)

Artikel 15 affattes som følger:

a)

Som stk. 1a indsættes:

»1a.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal regelmæssigt og efter betydelige ændringer gennemgå, revidere og teste systemerne samt de driftsmæssige politikker, procedurer og kontrolforanstaltninger.«

b)

Som stk. 4a indsættes:

»4a.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal etablere en effektiv ramme til sikring af modstandsdygtighed over for cyberrisici med passende ledelsesmæssige foranstaltninger til styring af cyberrisici. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal identificere sine kritiske operationer og støtteaktiver og have passende foranstaltninger for at kunne beskytte disse mod, og for at kunne afsløre, reagere på og retablere disse ved cyberangreb. Disse foranstaltninger skal testes regelmæssigt. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal sikre, at denne har et godt overblik over trusler fra cyberspace. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal sikre, at denne indgår i en løbende proces med læring og udvikling for at gøre det muligt at tilpasse sin ramme til sikring af modstandsdygtighed over for cyberrisici til den dynamiske udvikling i disse, på en rettidig måde, når som helst det måtte være nødvendigt.«

10)

Artikel 16 affattes således:

»Artikel 16

Kriterier for adgang og deltagelse

1.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal fastsætte og offentliggøre ikke-diskriminerende adgangs- og deltagelseskriterier for det systemisk vigtige betalingssystems tjenester for direkte, og hvor det er relevant, indirekte deltagere, og for andre finansielle markedsinfrastrukturer. Operatøren skal revidere kriterierne mindst én gang årligt.

2.   Adgangs- og deltagelseskriterierne i stk. 1 skal være begrundede i sikkerheden og effektiviteten af det systemisk vigtige betalingssystem og det marked, som det servicerer, og skal være skræddersyede til samt være i overensstemmelse med de specifikke risici for det systemisk vigtige betalingssystem. For at opfylde proportionalitetsprincippet skal en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem fastsætte krav, der begrænser adgangen mindst muligt. Hvis en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem nægter en enhed adgang, skal denne give en skriftlig begrundelse herfor baseret på en omfattende risikoanalyse.

3.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal løbende overvåge, at deltagerne opfylder adgangs- og deltagelseskriterierne for det systemisk vigtige betalingssystem. Operatøren skal fastsætte ikke-diskriminerende procedurer, der gør det muligt at suspendere og ophæve en deltagers ret til deltagelse, hvis deltageren ikke opfylder kriterierne, og skal offentliggøre relevante vigtige aspekter af disse procedurer. Operatøren skal revidere kriterierne mindst én gang årligt.«

11)

Artikel 17, stk. 1 og 2, affattes således:

»1.   Med henblik på risikostyring skal en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem sikre, at det systemisk vigtige betalingssystems regler, procedurer og kontraktlige ordninger gør det muligt at indsamle oplysninger om indirekte deltagelse for at identificere, overvåge og styre alle væsentlige risici for det systemisk vigtige betalingssystem, der opstår ved deltagelsen. Disse oplysninger skal som minimum omfatte:

a)

de aktiviteter, som direkte deltagere udfører på egne vegne og på vegne af indirekte deltagere i forhold til aktiviteterne på systemplan

b)

antallet af indirekte deltagere, der afvikler gennem individuelle direkte deltagere

c)

volumen og værdien af betalinger i det systemisk vigtige betalingssystem, der hidrører fra den enkelte indirekte deltager

d)

volumen og værdien af betalinger som omhandlet i litra c) i forhold til volumen og værdier for den direkte deltager, igennem hvilken den indirekte deltager har adgang til det systemisk vigtige betalingssystem.

2.   En operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem skal identificere væsentlige indbyrdes afhængigheder mellem direkte og indirekte deltagere, der måtte kunne påvirke det systemisk vigtige betalingssystem under hensyntagen til de i stk. 1 omhandlede oplysninger.«

12)

Artikel 21 affattes således:

»Artikel 21

Kompetente myndigheders beføjelser

1.   En kompetent myndighed har beføjelse til:

a)

på ethvert tidspunkt at indhente alle de oplysninger og dokumenter fra en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem, som måtte være nødvendige for at vurdere, at kravene i denne forordning er overholdt, eller at fremme betalingssystemers smidige funktion på systemisk niveau. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal indberette de relevante oplysninger til den kompetente myndighed uden ugrundet ophold

b)

at kræve, at en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem udpeger en uafhængig ekspert, som skal foretage en undersøgelse eller uafhængig gennemgang af driften af det systemisk vigtige betalingssystem. Den kompetente myndighed kan pålægge krav med hensyn til den type ekspert, der skal udpeges, samt indholdet og omfanget af den rapport, der skal aflægges, behandlingen af rapporten, herunder videregivelse og offentliggørelse af visse elementer, samt det tidsmæssige forløb for udarbejdelsen af rapporten. Operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skal informere den kompetente myndighed om, hvorledes de pålagte krav er blevet opfyldt

c)

at foretage inspektioner på stedet eller uddelegere opgaven med at foretage inspektioner på stedet. I det omfang det er nødvendigt for at udføre en inspektion korrekt og effektivt, kan den kompetente myndighed foretage den uden forudgående varsel.

2.   ECB vedtager en afgørelse om proceduren og betingelserne for at udøve de i stk. 1 omhandlede beføjelser.«

13)

Følgende indsættes som artikel 21a og 21b:

»Artikel 21a

Organisering af overvågningsopgaver

En kompetent myndighed kan udføre kontinuerlige og/eller ad hoc-overvågningsopgaver for at vurdere en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystems opfyldelse af kravene fastsat i artikel 3 til 21 eller for at fremme betalingssystemers smidige funktion på systemisk niveau.

Artikel 21b

Fortrolighed

Oplysninger, som deles med den kompetente myndighed af en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem på et fortroligt grundlag, kan deles inden for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Sådanne oplysninger behandles fortroligt af ESCB's medlemmer i overensstemmelse med tavshedspligten fastsat i artikel 37.1, i ESCB-statutten.«

14)

Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

Korrigerende foranstaltninger

1.   Hvis en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem ikke har overholdt denne forordning, eller hvis der er rimelige grunde til at nære mistanke om, at en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem ikke har overholdt denne forordning, skal den kompetente myndighed:

a)

underrette operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem skriftligt om arten af den manglende overholdelse eller mistanke om manglende overholdelse og

b)

give operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem mulighed for at blive hørt og afgive forklaring.

2.   Under hensyntagen til de oplysninger, som operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem tilvejebringer, kan den kompetente myndighed pålægge operatøren af det systemisk vigtige betalingssystem korrigerende foranstaltninger for at afhjælpe den manglende opfyldelse og/eller undgå en gentagelse deraf.

3.   Den kompetente myndighed kan pålægge de korrigerende foranstaltninger med det samme, hvis den mener, at den manglende opfyldelse er alvorlig nok til, at øjeblikkelig handling er påkrævet. Den kompetente myndighed skal begrunde sin afgørelse.

4.   En anden kompetent myndighed end ECB skal uden ugrundet ophold underrette ECB om sin hensigt om at pålægge en operatør af et systemisk vigtigt betalingssystem korrigerende foranstaltninger.

5.   Korrigerende foranstaltninger kan pålægges uafhængigt af eller parallelt med sanktioner, der pålægges i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 (*7).

6.   ECB vedtager en afgørelse om den procedure, der skal følges ved pålæggelse af korrigerende foranstaltninger.

(*7)  Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (EFT L 318 af 27.11.1998, s. 4).«"

15)

Artikel 23 affattes således:

»Artikel 23

Sanktioner

Ved overtrædelse af denne forordning kan ECB pålægge sanktioner. Sådanne sanktioner skal være i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2532/98 og Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/99 (ECB/1999/4) (*8). ECB vedtager en afgørelse om metoden til beregning af sanktionernes størrelse.

(*8)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/99 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/1999/4) (EFT L 264 af 12.10.1999, s. 21).«"

16)

Artikel 24 affattes således:

»Artikel 24

Gennemgang

Styrelsesrådet gennemgår forordningens generelle anvendelse senest to år efter datoen for dens ikrafttrædelse og derefter hvert tredje år og vurderer, hvorvidt den bør ændres.«

Artikel 2

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Operatører af systemisk vigtige betalingssystemer, som har modtaget meddelelse om Styrelsesrådets afgørelse i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) inden denne forordning træder i kraft, har ét år fra datoen for ikrafttrædelse til at opfylde kravene i denne forordning, undtagen med hensyn til kravene fastsat i artikel 1, nr. 5 og 6, som de har 18 måneder til at opfylde.

3.   Operatører af systemisk vigtige betalingssystemer, som modtager meddelelse om Styrelsesrådets afgørelse i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) efter denne forordning træder i kraft, har et år fra datoen for modtagelsen af meddelelsen til at opfylde kravene fastsat i denne forordning, undtagen kravene fastsat i artikel 1, nr. 5 og 6, som de har 18 måneder til at opfylde.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i henhold til traktaterne.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 3. november 2017.

For ECB's Styrelsesråd

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  Findes på Den Internationale Betalingsbanks websted www.bis.org.

(2)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 af 3. juli 2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (ECB/2014/28) (EUT L 217 af 23.7.2014, s. 16).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).


Op